En selvkørende bil fra selskabet Waymo, der er ejet af Googles moderselskab Alphabet, blev lørdag nat vandaliseret og sat i brand i San Francisco.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters fandt hændelsen sted i forbindelse med fejringen af det kinesiske nytår, hvor bilen pludselig havnede midt i en menneskemængde, der affyrede fyrværkeri.
Videoer og billeder på det sociale medie X viser bilen omspændt af flammer og sort røg, mens et vidne overfor Reuters beskriver, hvordan en person først hopper op på kølerhjelmen af bilen, hvorefter tingene eskalerer.
Folk begynder ifølge vidnet at smadre bilruderne og slå på bilen med skateboards, mens andre maler grafitti på bilen, før nogen tilsidst antænder den ved at smide fyrværkeri ind i bilens kabine.
Har skabt trafikkaos
De førerløse biler har gennem de seneste måneder sat deres præg på bybilledet i San Francisco. Her er det dog ikke alle byens beboere, der har været lige begejstret for bilerne, som ved flere lejligheder både har skabt trafikkaos og været involveret i trafikulykker.
Så sent som i sidste uge blev en cyklist ifølge Reuters ramt af en selvkørende bil i San Francisco.
Der har samtidig været flere eksempler på borgere, som bevidst har genereret bilerne ved eksempelvs at lægge sig foran dem på kørebanen eller ved at obstruere bilernes sensorer ved at placere trafikegler på taget af bilerne.
Ifølge Waymo kom ingen personer til skade i forbindelse med weekendens hændelse.