Artikel top billede

(Foto: Niels de Boissezon)

Vi tester Android-lands nye hersker: Samsung Galaxy S24 Ultra

Samsung har for alvor taget AI til sig i sin seneste toptelefon. Det giver dem et usædvanligt forspring.

Den sydkoreanske tech-gigant Samsung må egentlig altid have skelet lidt misundeligt over til Apple.

Selskabet, som på mange måder er klodens førende indenfor alskens vigtige elektronik-komponenter, fra skærme over lager-chips til mobilteknologi, må have sukket da Apple for nyligt puffede selskabet fra tronen som klodens bedst sælgende mobilproducent.

Apple har dog sine klare fordele: Et app-økosystem uden lige, et hyper-stærkt brand og en toneangivende sammensmeltning af design og hardware.

Samsung nye wunder-mobil, Galaxy S24 Ultra, byder dog denne gang på noget, som æble-telefonerne ikke kan matche – en kolossal vitaminindsprøjtning i form af kunstig intelligens

Mesterlig mobil

Men først, det praktiske.

Traditionen hos Samsung er, at de mindre ambitiøse S-modeller, her S24 og S24+, får et mere afrundet og klassisk Samsung-look, mens Ultraen får et mere skarpskårent look med bredere skuldre – lånt fra det der tidligere hed Note-serien, inklusive den særlige S-pen.

Det gør sig fortsat gældende her, men her er Samsung gået all-in på det kantede, så Ultraen nu bedst kan beskrives som en kæmpeskærm omkranset af en smal, kantet ramme af titanium med en nydelig bagside af børstet glas – den slags der skal til, for at tillade trådløs opladning.

Bagpå finder man intet mindre end fem sorte kighuller til kameraerne, som vi kommer til senere.

Det ser unægtelig imponerende ud, men som bruger vil man hurtigt erfare, at de spidse kanter vil bore sig ned i håndfladerne på en. Det er ikke synderlig komfortabelt i en mobil, som immervæk vejer det samme som et halvt pund smør.

Ud over den ergonomiske fadæse er de praktiske detaljer ellers på plads. Knapperne befinder sig indenfor tommelfingeren aktionsradius og mobilen kan modstå både støv, stænk og dyp i vandet.

Magtdemonstration

Samsung er klodens førende skærm-producent og den know-how demonstreres her som en magtdemonstration af en skærm.

Vi taler om 6,8 tommers perfektion her, hvor kontrast, farver og lysstyrke er fra øverste hylde.

Kanterne er ikke afrundede her, men rent visuelt klæder det faktisk det meste indhold, at der ikke er nogen skærm. der buer langs kanterne. Det eneste der bryder det perfekte indtryk er, at der et lille kighul til selfie-kameraet.

Her er naturligvis også mulighed for 120 Hz frekvens til at få alt til at foregå gnidningsløst, men her kan frekvensen også justeres dynamisk for at passe ekstra på elektronerne i det 5.000 mAh store batteri.

Vi lever dog i en tid, hvor mobilskærme generelt veksler mellem det rigtig gode og fantastiske.

Der hvor en mobil for alvor kan markere sig, er på kvaliteten af de indbyggede højttalere. Her er dog ingen mirakler at få, og selvom der leveres et pænt lydbillede for en smartphone, er bassen en mangelvare. I forhold til en iPhone 15 Pro, spilles der højere, men med en anelse mindre bas.

En falliterklæring i motorrummet

Samsung har igennem årene budt på både på egne Exynos-chips eller Qualcomms Snapdragon processorer i motorrummet på sin toptelefoner.

I S24-kollektionen er der dog et klart hierarki. S24 og S24+ får Samsungs egne Exynos 2400 processorer, mens Ultra-modellen får top-chippen fra Qualcomm i form af Snapdragon 8 gen 3 samt hele 12 gigabyte hukommelse.

Alene den prioritering indikerer, at Samsung ikke længere mener, at sine egne Exynos chips er med helt fremme. Lidt af en falliterklæring.

I dag til dag ydelse vil man dog næppe bemærke den store forskel, lige indtil der fyres pop for spil, hvor Snapdragon har et ekstra gear til at vække spil til live.

Den processor der her leveres af Qualcomm, er endda en særlig ’For Galaxy’ version, som får lov til at snurre en anelse hurtigere end den, man finder i eksempelvis OnePlus 12. Jeg kunne dog ikke måle nogen nævneværdig forskel på de to.

Inde i mobilen finder man et 5.000 mAh stort batteri, som i sig selv er stort, men altså også har en del elektronik det skal drive.

Strømforbruget synes dog generelt at være meget disciplineret, hvorfor du kan regne med små dages almindelig drift, eller en god tætpakket dag krydret med en del videoer. Spil vil, som altid få mobilen til at løbe tør før dagen er omme.

Lynopladning er der også, men ikke med samme gejst, som man finder hos flere kinesiske alternativer. Men giv S24 Ultra en halv time ved stikkontakten med en kraftig 45 watts oplader, og du vil få tanket lidt over 60 procent op. Giv den en time til, og der er tanket helt op.

AI-mobil

Selve mobilen er født med nyeste Android 14 ligesom i Googles Pixel 8 Pro. Og ligesom hos Google er Samsung rundhåndet med opdateringerne ved at forpligte sig til syv års opdateringer - sikkerhedsopdateringer, vel at mærke.

Samsungs nyeste aftapning af sit OneUI-interface bliver her krydret med ’Galaxy AI’ funktioner. Vi befinder os som bekendt i en guldalder for kunstig intelligens.

Her er en af de mest lovende features ’Live Translate’ hvor 13 udvalgte sprog, heriblandt engelsk, fransk, spansk, tysk, kinesisk, hindi og koreansk – men altså ikke dansk - kan oversættes under en telefonsamtale.

Det blev selvfølgeligt afprøvet mellem fransk og mit skoleengelske, hvor det blev til lidt mærkværdige samtaler, af den simple grund at maskingenererede kvindestemmer indskød oversættelser frem og tilbage.

Der opstod enkelte fejloversættelser her og der, men funktionen er i brede træk brugbar – men altså kun med de udvalgte sprog og i telefon-app’en. Det virker altså ikke i Teams eller Messenger opkald.

Samme skulle kunne gøre sig gældende med tastaturet, men er igen begrænset af sprogudvalget. Til gengæld kan indtastet tekst omformuleres eller kontrolleres for stavefejl på dansk.

Samme sprogbegrænsning gør sig også gældende i den ellers lovende transkriberingsfunktion.

Generelt kan tekst fra for eksempel hjemmesider nemt sammendrages til resuméer, hvor man lynhurtigt kan få opsummeret selv ret lange tekster til en kompakt liste i punktform. Det er noget, som skal arbejdes ind i ens rutiner, men som utvilsomt har potentiale. Det fungerer i øvrigt også på dansk.

Snedigt kamera

Samsung Galaxy S24 Ultra byder grundlæggende på den samme kamerapakke som i sidste års model.

Det er ikke skidt, for her var tale om et særdeles ambitiøst setup, med en stærk ultravidvinkel, et ekstremt hovedkamera med 200 megapixels og både tre og 10 gange optisk zoom i telemodulerne.

Resultaterne er lige som sidste år imponerende, med glimrende dynamik, stor farverigdom og ganske punchy kontrast.

Den kunstige intelligens skulle også assistere her ved blandt andet at fintune resultaterne under svære forhold, eksempelvis når der zoomes meget ind eller er meget mørkt.

Det tillader op til 100 gange zoom, hvilket jeg dog næppe vil anbefale, da der begynder at dukke flere artefakter end hvad dog er. Men op til 20-30 gange zoom kan bruges og det er en bedrift i sig selv.

Den generative AI kan også bruges efter billedet er taget til at justere farver eller til at udvide de tomme områder som opstår i hjørnerne på et billede, der roteres. AI-optimerede billeder får her et vandmærke, der viser, at billederne er retoucherede.

Videomæssigt er der også fuld plade. De gode fotoevner findes igen og stabiliseringen er nærmest urokelig, mens der kan optages med op til 8K.

Også her er der kunstigt intelligente funktioner at få, såsom overbevisende AI-genererede slow-motion videoer, hvor et almindeligt filmklip kan få genereret ekstra frames, så klippene kan afspilles i slow-mo uden at hakke nævneværdigt.

Den bedste Android du kan få

Samsung holder heller ikke igen med sin toptelefon i år.

Hvad der er interessant her, er at selskabet ikke bare nøjes med at hælde maksimalt med hardware i sit flagskib, men i år synes at have investeret flere kræfter i software, særligt den kunstige intelligens, til at løfte oplevelsen.

Resultatet er en telefon, som ud over at være nærmest fejlfri (måske med undtagelse af den lidt ukomfortable formgivning) byder på flere anvendelige AI funktioner end nogen anden telefon til dato. Forhåbentligt bliver de mest interessante af dem også oversat til dansk inden længe.

Prisen fra 11.499 kroner gøre unægtelig S24 Ultra pebret, men der er nu heller ikke nogen bedre Android-telefon at få.


Loading ikon