Virksomheden The Browser Company, der først udviklede browseren Arc til Mac-computere, står nu bag en af øjeblikket mest omtalte apps til iPhone, Arc Search.
Appen er strøget til toppen af listen over de mest downloadede apps i USA, og den har skabt en massiv hype i amerikanske tech-medier og på sociale medier.
Det er ikke uden grund. For appen kan være med til at give os et praj om, hvordan kunstig intelligens i fremtiden kan ændre vores tilgang til internettet.
Der er nemlig ikke blot tale om en browser, men snarere en kombination af en AI-baseret søgemaskine og en browser.
Særlig funktion løber med al opmærksomheden
Når du åbner appen, får du adgang til et tastatur og et søgefelt, og her dukker funktionen "Browse for me" op, og det er for alvor den, som adskiller Arc Search fra konkurrenterne.
Du kan naturligvis også nøjes med at foretage helt almindelige Google-søgninger, men klikker du på “Browse for Me-knappen” får du adgang til en ny form for internetsøgninger.
Når du har indtastet dine søgeord, vil appen skanne internettet for en række forskellige kilder og give dig et resume i punktform.
Skaber overskueligt overblik
Her på Computerworld søgte vi blandt andet på Nordic Waste-skandalen.
På baggrund af informationer fra kilder som DR, TV2, videnskab.dk, Altinget og TV2 Østjylland skaber Arc en hjemmeside til dig med et overskueligt og let forståeligt oprids sagen, hvor du kan læse om årsagen til skandalen, de igangværende undersøgelser og hvilke personer, der er involveret i sagen.
Vi søgte også efter en opskrift på den danske frokostklassiker pariserbøffen, og her hentede "Browse for Me-"funktionen oplysninger ind fra sider som Valdemarsro, Arla og Gastrofun og leverede en præcis opskrift. Først med de nødvendige ingredienser, og dernæst en detaljeret beskrivelser af fremgangsmåden.
Arc Search er tydelig i sin kildeangivelse, men der er dog næppe nogen tvivl om, at den her form for søgninger kommer til at skabe en diskussion om ophavsret. For kan nyhedsmedier og opskriftssider i længden se stiltiende til, mens tredjeparter genbruger deres indhold på den her måde?
Indtil videre er “Browse For Me” funktionen kun tilgængelig på engelsk. Det vil sige, at du godt kan formulere din søgning på dansk, men Arc Search vil automatisk oversætte den til engelsk og levere dit svar på engelsk.
Simpel browser
Tager vi et kig på selve browser, så er den relativ enkelt – for ikke at sige minimalistisk – opbygget, og under motorhjelmen finder vi Googles Chromium-motor.
Den kan samtidig indstilles til at blive den nye standard-browser på telefonen, og den byder derudover på en overskuelig brugerflade og mulighed for blokering af annoncer, cookie-bannere og trackere.
Med Arc Search får du også små finurlige funktioner som eksempelvis muligheden for at den automatisk lukker alle dine åbne faner efter 24 timer.