Godmorgen venner.
Velkommen til tirsdagens morgen-briefing fra Computerworld.
Det er 23. januar, og det er atter en gang morgen-briefing-redaktør Qëndrim Fazliu, der serverer dagens morgenplatte i form af fire korte nyhedsgodbidder.
Lad os komme i gang - og velbekomme!
Vi mister næppe vores job til robotter så hurtigt som frygtet
Frygten for, at robotter styret af kunstig intelligens vil tage vores jobs, er måske mere overdreven, end den bør være.
I hvert fald hvis man skal tro på ny forskning fra Massachusetts Institute of Technology (MIT), skriver CNN.
Ifølge en undersøgelse foretaget af den hæderkronede institution, så kan økonomien slet ikke følge med, hvis man ville automatisere flertallet af af de jobs, man har nævnt, kunne blive erstattet af den meget omtalte teknologi.
En af de centrale konklusioner i undersøgelsen er for eksempel, at det på nuværende tidspunkt kun i 23 procent af tilfældene, hvor man betaler mennesker for at udføre jobs, der potentielt ville kunne udføres af AI-værktøjer, ville være omkostningseffektivt for arbejdsgiverne at erstatte mennesker med maskiner.
Det kan dog ændre sig over tid, men som tingene ser ud lige nu, så kommer robotterne næppe til pludseligt at tage folks jobs. Det er snarere noget, der vil ske gradvist, siger Niel Thompson, en af forskerne bag undersøgelsen.
OpenAI forbyder selskab at bruge GPT4 grundet efterligning af præsidentkandidat
Selskabet bag den populære ChatGPT-chatbot OpenAI har valgt at forbyde startup-virksomheden Delphi at bruge OpenAI's GPT-4-model.
Det sker efter, at Delphi udviklede en chatbot, der skulle imitere den amerikanske præsidentkandidat Dean Philips fra det demokratiske parti, der har udfordret den siddende amerikanske præsident Joe Biden fra samme parti.
Men det er altså imod reglerne for brugen af selskabets chatbot.
Det rapporterer The Washington Post.
Delphi udviklede Dean.Bot, der var en GPT-drevet chatbot, skulle hjælpe den politiske kandidats kampagne og kommunikere med vælgere i realtid via en speciel hjemmeside, der var blevet lavet til formålet.
Det skete i samarbejde med Dean Philips' valgkampange.
Dean.Bots hjemmeside eksisterer stadig, men chatbotten kan ikke længere tilgås.
Gmail på vej med stemmestyret e-mail-assistent
Google er tilsyneladende på vej med en ny funktion i Gmail, der får navnet 'Help Me Write'.
Som navnet antyder, så vil brugere mundtligt kunne bede funktionen om at hjælpe dem med at skrive et udkast til en mail, man eksempelvis har mødt til en konference.
Det skriver Mashable.
Funktionen kan på nuværende tidspunkt findes via Labs, der er Googles testområde for nye AI-funktioner, og derfor er det endnu uvist, hvornår den eventuelt ser dagens lys for helt almindelige Gmail-brugere.
Nogle brugere har dog haft held med at aktivere en betaversion af funktionen ved at trykke på 'Opret e-mail med stemme' over tastaturet.
Google har løbende annonceret AI-relaterede funktioner til sine værktøjer og tjenester.
Eksempelvis Duet AI, der er en AI-assistent, der hjælper til med at skrive i Google Docs og Sheets.
Microsoft er det mest brugte brand i phishing-angreb
Når cyberkriminelle forsøger at lokke intetanende brugere i form af phishing-angreb, så udgiver de sig oftest for at være fra Microsoft.
I oktober, november og december 2023, så gik Microsoft igen i 33 procent af alle registrerede phishing-angreb.
Det viser en ny rapport fra cybersikkerhedsselskabet Check Point.
Det er i det hele taget virksomheder inden for it- og tech, der især er populære blandt de cyberkriminelle, når de skal snyde brugere.
På andenpladsen følger Amazon med ni procent og Google på en tredjeplads med otte procent.
Ifølge Check Point udgør den stigende brug af kunstig intelligens (AI) en betydelig trussel, da selv cyberkriminelle med begrænsede it-færdigheder nu kan imitere legitime virksomheder og narre intetanende kunder.
Derfor forventes det, at antallet af phishing-kampagner vil stige, da de bliver stadig mere præcise og sværere at skelne fra ægte kommunikation fra virksomhederne.
Se hele top-10-listen nedenfor:
1. Microsoft (33%)
2. Amazon (9%)
3. Google (8%)
4. Apple (4%)
5. Wells Fargo (3%)
6. LinkedIn (3%)
7. Home Depot (3%)
8. Facebook (3%)
9. Netflix (2%)
10. DHL (2%)