Godmorgen og velkommen til denne blæsende torsdag morgen.
Sjældent har januarvejret været så dansk, men snup en kop kaffe, træk vejret, læn dig tilbage og læs morgenbriefingen fra Computerworld. Inden længe stilner vejret af.
Det er endnu engang Thomas Møgelbjerg, der sidder bag tasterne.
God læselyst.
Columbus køber engelsk e-commerce selskab
I november måned annoncerede Columbus, at de var i gang med at købe det engelske e-commerce konsulenthus Endless Gain, der har hovedsæde i Manchester.
Et par enkelte medarbejderbetingelser skulle dog opfyldes, før handlen kunne gå i gennem, og det har fået opkøbet til at trække ud.
Men i går kunne Columbus annoncere, at handlen på alt 25,9 millioner kroner nu er gennemført.
”Disse betingelser er blevet opfyldt som forventet, og overtagelsen er blevet gennemført i dag med ikrafttrædelsesdato 1. januar 2024,” skriver selskabet i en fondsbørsmeddelelse.
Opkøbet af Endless Gain føjer 25 konsulenter i Storbritannien og Indien til Columbus' globale digitale handelsteam bestående af mere end 250 konsulenter.
Efter historisk nedtur indsætter Conferize ny CEO
Vi bliver ved fondsbørsmeddelelserne, for i går kunne det københavnske softwareselskab Conferize, der er noteret på First North-børsen i Danmark meddele, at de har indsat Bo Høvedsgaard som ny administrerende direktør i selskabet.
Måske han kan være med til at få banket Conferizes aktiepris på rette kurs. På tre år har Conferize tabt 91,13 procent af sin markedsværdi og en enkelt aktie koster lige nu 0,0200 kroner.
Conferize har da også haft det svært de seneste år, og i 2020 kom det så vidt, at selskabet annoncerede sin konkurs.
Selskabet blev dog reddet af et købstilbud fra Mads Verner Jørgensen, der via sit holdingselskab Blue Horizon Investment tilbød at købe 47 procent af selskabets eksisterende aktier fra Conferizes to hovedaktionærer heriblandt Lars Kolind og en række mindre aktionærer.
Mads Verner Jørgensen har dog ifølge det centrale virksomhedsregister ikke længere besiddelser i Conferize. Derimod har den nye CEO, Bo Høvedsgaard, en ejerandel på mellem fem og ti procent.
Tidligere CEO i Conferize, Nicolai Bille Krogh træder ud af direktionen, ligesom Mads Nørgaard fratræder sin stilling som CFO. Direktionen vil derfor indtil videre alene bestå af Bo Høvedsgaard Iversen, fremgår det af selskabsmeddelelsen.
Martin Thorborg indstilles til Berlingske-pris
Den kendte erhvervsmand og serieiværksætter Martin Thorborg er blandt otte indstillede til Berlingskes pris, Fonsmark-prisen, der tildeles markante stemmer og tænkere, som på afgørende vis har bidraget til den borgerlige idédebat.
Thorborg, der skabte sin formue med salget af Jubii til Lycos i 2000 og siden har stiftet blandt andet Amino og Dinero, indstilles til prisen, da han ikke er bange for at ”lange ud efter regeringens finanspolitiske uopfindsomhed,” som Berlingske skriver.
Det kom blandt andet til udtryk, da han kaldte top-topskatten i SVM-regerings nye skattereform for decideret åndsvag.
Martin Thorborg udtalte ved samme lejlighed, at han intet moralsk problem ser i at sno sig udenom den nye skat ved at nedjustere sin egen løn – noget som Berlingske altså belønner ved at indstille ham til en pris.
Microsoft tilføjer ”AI-browser” til Edge-navnet
Hvis du vil downloade Microsoft Edge fra App Store eller Google Play, vil du måske bemærke, at appen nu hedder "Microsoft Edge: AI Browser".
Det skriver vores svenske søstermedie ComputerSweden.
Formålet er naturligvis at fremhæve, at AI-assistenten Copilot nu er integreret i browseren, hvilket giver alle brugere fri adgang til den kraftfulde GPT-4-sprogmodel fra Open AI.
Hvis du vil bruge Copilot uden at installere Edge, er tjenesten også tilgængelig som en separat app til både Android og iOS.
13-årig dreng vinder Tetris
Vi slutter morgenbriefingen af med et spil stort set alle har spillet – Tetris.
13-årige Willis Gibson sad 21. december og spillede Tetris på sit værelse i Stillwater, Oklahoma, som han har gjort så mange gange tidligere.
Men denne gang nåede Willis Gibson længere i Tetris, end han og nogen andre nogensinde har gjort.
Da tetris-scoren stod på ”999.999”, frøs Gibson skærm fast - og det er altså en god ting, for så må spillet antages at være gennemført.
Den 13-årige dreng udbrød derefter gentagne gange ”Oh my god” i begejstring. ”Jeg kan ikke mærke mine fingre,” siger han i den Youtube-video, der viser hændelsen.
Et tillykke til Willis Gibson, der åbenbart er lykkes med at vinde Tetris 35 år efter, spillet blev lanceret.