Det ender sjældent godt, når man kombinerer intelligente robotter og tunge våben.
Men der behøver heller ikke nødvendigvis at gå hverken Terminator eller Robocop i den, hvilket Martha Wells prisvindende og underholdende bøger i serien The Murderbot Diaries er et godt eksempel på.
Nu kommer serien af samme navn på Apple TV+ med Alexander Skarsgård i hovedrollen som den humørsyge og netop ikke specielt morderisk anlagte androide, der er historiens omdrejningspunkt.
Murderbot – som hovedpersonen sarkastisk kalder sig selv – er en selvbevidst sikkerhedsrobot, der har hacket sit styresystem for at opnå selvstændighed.
Så i stedet for at følge de ordrer, den er programmeret til, foretrækker Murderbot at tilbringe mest mulig tid med at se tv-serier og i øvrigt undgå menneskelig interaktion. Mest af alt fordi den opfatter mennesker som smådumme og temmeligt kedelige.
Serien er kendt for sin unikke blanding af spænding og humor. Ligeledes er Murderbot, som ofte kæmper med sin egen identitet og ønsket om både uafhængighed og samhørighed, en kompleks figur, der tilbyder en frisk tilgang til klassiske science fiction-temaer.
Hver bog i serien er selvstændig, men der er også en bredere fortælling, der udforsker kunstig intelligens og hvad det vil sige at være menneske.
Første sæson ventes at omfatte ti episoder, og serien forventes at lande i 2024, selv om Apple ikke har annonceret en premieredato endnu.
Så man må have tålmodighed. Men til gengæld giver det fin tid til at se eller gense nogle af de andre fremragende sci-fi-serier, som Apple TV+ kan byde på – blandt andet Silo og For All Mankind.