Det er slut med at sælge Apple Watch Series 9 og nyeste Ultra 2 i USA.
Det sker efter, at den amerikanske præsident Joe Bidens administration har afvist at nedlægge veto mod det forbud, som den amerikanske handelsmyndighed, International Trade Commission (ITC), har vedtaget, og som dermed trådte i kraft i går tirsdag.
Apple havde ellers håbet, at de amerikanske myndigheder ville nedlægge veto mod ITC's forbud, der rammer Apples nyeste wearables i det amerikanske hjemmemarked, i forbindelse med et såkaldt præsidentielt gennemsyn af sagen.
Men i en erklæring fra kontoret for den amerikanske handelsrepræsentant Katherine Tai lyder det, at agenturet har besluttet ikke at omgøre ITC's beslutning efter "omhyggelig overvejelse," lyder det.
ITC udstedte forbuddet efter at have fundet, at Apple krænkede patenteret teknologi til at måle iltmætning i blodet fra medicinalvirksomheden Masimo i de omtalte Apple Watch-modeller, skriver Reuters.
Watch series 9 og Ultra 2 udgør selskabet seneste to topmodeller og byder begge på en lysbaseret sensor til afmåling iltmætning i blodet.
ITC beordrede samtidig Apple til at stoppe med at sælge tidligere importerede enheder med den krænkede teknologi.
Forbuddet gælder kun Apple-butikker i USA, hvorfor kunder i USA fortsat kan få fat i de omtalte modeller i andre forretninger, så længe lager haves.
Apple vil fortsætte med at sælge Watch SE, da denne model ikke har en sensor, der måler iltmætningen i blodet.
Apple fjernede de omtalte modeller fra sin hjemmeside 21. december og fra sine butikshylder efter 24. december.
Selskabet oplyser dog, at man har i sinde at appellere ITC's beslutning.
"Vi er stærkt uenige i USITC's beslutning og den resulterende udelukkelsesordre og træffer alle foranstaltninger for at returnere Apple Watch Series 9 og Apple Watch Ultra 2 til kunderne i USA så hurtigt som muligt," lyder det ifølge mediet fra en unavngiven talsperson fra Apple.