Stor skepsis overfor Huawei fra europæiske regeringer de seneste år stopper ikke den kinesiske teknologigigants planer om at ekspandere til Europa.
Og nu vil Huawei også have sin første fabrik her i kontinentet – nærmere bestemt i Brumath, nær Strasbourg, Frankrig, hvor selskabet påbegynder byggeriet i 2024. Det skriver Reuters.
Huawei skitserede planerne for fabrikken allerede i 2020, hvor de investerede 200 millioner euro i projektet, men udrulningen blev forsinket af coronapandemien.
Flere europæiske regeringer har ellers begrænset eller helt forbudt brugen af udstyr fra Huawei herunder 5G-udstyr, da man var bekymret for sikkerheden og havde mistanke om, hvorvidt Huawei kunne misbruge udstyret til overvågning.
Europæiske ledere diskuterer i øjeblikket, hvordan man både kan samarbejde med Kina, der er verdens næststørste økonomi, samtidig med, at man minimerer risikoen for eksempelvis overvågning.
I 2020 fortalte den franske regering, der planlagde at købe 5G-udstyr fra Huawei, at de ikke ville forny licenserne til udstyret, når de udløb, hvilket effektivt udfasede Huawei fra mobilnetværk i Frankrig.
Men efter et møde med den franske økonomiminister Bruno Le Maire i Beijing i juli, sagde Kinas vicepremierminister He Lifeng, at Frankrig havde besluttet at forlænge Huaweis 5G-licenser i nogle byer.
Og nu bekræfter en talsperson fra den franske regering, at Huaweis fabrik i Frankrig forventes at stå færdig i 2025.