Artikel top billede

Designet er præget af den lyd man vil opnå i Beolab 90, der indeholder 18 højttalere og tilsvarende forstærkere og digitale kredsløb per højttaler! (Foto: ©Noto GmbH; ©Frackenpohl Poulheim; www.noto.design / Noto Gmbh)

Vi holder B&O lyd-orgie for knap en million kroner: Her kan ingen konkurrenter være med, for det er det ypperste af alt

De er meget få forundt på grund af prisen, men dem, der får lov til at lytte til Beolab 90 får en oplevelse i lydmanipulation på allerhøjeste niveau. De store streaming-højttalere, som de reelt er, er proppet med løsninger, der både er på teknologisk forkant, men samtidig har indbygget fremtidssikring.

Der er ingen over og ingen ved siden af.

Bang & Olufsens flagskibs -højttaler hedder Beolab 90, og den har ingen reelle konkurrenter.

Det kan man sige generelt om mange af B&O's high end-produkter, men med dette højttalersæt understreges pointen endnu en gang og endnu tydeligere.

Ingeniørerne fra B&O har ikke kun begået en ultra velspillende højttaler, men tilbyder her enheder med justeringer og muligheder, som ingen andre på markedet kan matche.

Men det bør lydsnedkerne fra Struer nu også levere, for prislappen er i samme lag som en gennemsnitlig direktørbil - inklusive den danske afgift.

Her skal slippes på den pæne side af 900.000 kroner for et sæt – og så skal der tilkøbes et besøg med opsætning og udmåling af teknikere fra B&O. Faktisk hedder den vejledende pris 'fra 925.000 kroner'.

Det er som sagt meget få forundt, men teknologien, der er implementeret i denne højttaler, er smart, grænsende til genial, og en, som jeg sagtens kan se komme i mere prisvenlige løsninger.

Samtidig er højttalerne fremstillet, så man kan opgradere hardwaren på sigt, hvis der skulle komme ny teknologi til, der ikke kan opdateres via software.

Højttaleren er aktiv og har indbyggede digitale konvertere, så du skal reelt blot sætte den ønskede kilde til og det uanset, om den er analog eller digital.

Ingen refleksioner giver ren lyd

Chefingeniør på udviklingen af Beolab 90, 'tonmeister' og seniorspecialist i lyddesign Geoff Martin forklarer, at man har været rundt omkring og lytte på højttalere i high-end klassen i over tre år, inden man gik i gang med udviklingen.

B&O ville begå en højttaler, der kan stå i et hjem og tage højde for de lydmæssige fejl, mangler og begrænsninger, som en stue har.

Al den lyd, der reflekteres fra vægge, loft og gulv, er nemlig med er med til at give et forkert lydbillede - men det er noget, der kan styres med dæmpematerialer.

Men det er de færreste, der har et lyddødt rum med anti-refleks materiale på væggene som i lytterummet i Struer, hvor vi er sat i stævne.

Derfor anvender man i stedet samme teknologi, som du oplever i antistøj-hovedtelefoner, blot udvidet til det store format, som stuen er.

Her tilføres lydbilledet med lyd, blot i modfase, for at ophæve de uønskede toner og refleksioner.

Af den grund stråler der højttalere i mange retninger i Beolab 90.

Dem, der stråler skråt til siderne og bagud, er med til at eliminere de lydreflektioner, der kommer fra de fremadrettede højttalerenheder ud mod væg, loft og gulv.

Det er groft simplificeret, men i store træk princippet.

18 digitale kredsløb per højttaler

Det lyder jo let nok, men i praksis kræver det mange forsøg i test-opstillinger med mere, før der er blevet fundet et design, der kan fungere.

Det endte med en konstellation af i alt 18 højttaler-enheder med tilhørende 18 forstærkere og 18 digitale kredsløb.

Dertil kommer dedikerede strømforsyninger og andre digitale chip til dekodning af de inputs, som højttaleren får. Altsammen per højttaler.

Det er ret vanvittigt i sig selv, men nødvendigt for at kunne opnå målet om sonisk perfektion.

Men det er ikke det vildeste. For hver forstærker har nogle områder, hvor den er mindre god, og det har hver højttaler-enhed også. Det er helt normalt – selv i enheder af højeste kaliber.

I de digitale kredsløb rettes lyden derfor til, så den kompenserer for manglerne.

Resultatet er i teorien – og sikkert meget tæt på i praksis - en højttaler, der målemæssigt opfører sig fuldstændig eksemplarisk.

Hver højttaler-enhed kan tåle forskellige belastninger, så det tages der også højde for.

”Så når B&O skriver, at der er 8.200 watt (per højttaler), så skal det tages med et gran salt” fortæller Geoff Martin og tilføjer, at der er mere end rigeligt med effekt til rådighed.

Lyden stråler intelligent ud i rummet

I praksis oplever jeg en ekstrem dynamik fra Beolab 90. Et lydbillede, der ikke lyder kunstigt, men står præcist og dybt.

Jeg er ikke i tvivl om, at højttaleren kan håndtere nærmest hvad som helst, som du sætter den til.

Med mange instrumenter på samme tid – for eksempel i en opera - er der et overskud, der betyder, at jeg slapper helt af.

Der er et overskud som i en muskelbil. Du behøver ikke alle hestekræfter hele tiden, men de er altid til rådighed lynhurtigt, hvis det kræves. Og det giver en vanvittig lækker lydoplevelse.

Flytter jeg mig til en anden position, følger lyden med. Når højttaleren justeres, får den tre pre-indstillinger med positioner, som du vil lytte fra. Hertil er der yderligere to, som man selv kan indstille.

Det betyder i praksis, at bevæger jeg mig væk og til siden fra højttalerne, har jeg samme lydoplevelse, som hvis jeg sidder i ”the sweet spot” midt mellem og et par meter foran højttalerne.

Lyden manipuleres både tidsmæssigt og fasemæssigt, så lydoplevelsen er den samme fra andre positioner. Det er en teknologi, der kun kan opnås på grund af den ekstreme processorkraft, somhøjttaleren besidder.

Dekodningen håndterer i øvrigt alle formater, så du også kan bruge Beolab 90 med tv-yd, i surround opsætning og meget mere.

Et rent lydorgie til de få

Vi kan ikke komme uden om prisen, men køber du et sæt som disse, er det nok ikke penge, der er dit største problem.

Der går utroligt mange mandetimer i at lave et sæt Beolab 90. Alene rammerne omkring frontstoffet har krævet nyudviklet udstyr, ligesom alt i højttaleren gennemgås minutiøst og manuelt.

Men prisen og højttaleren i det hele taget er i en liga for sig selv, hvorfor det ikke giver mening at give den karakter.

Lydkvalitet, design og ydelse vil jo være til ren topkarakter, mens prisen vil trække meget ned.

Beolab 90 er en ener, og har ingen konkurrenter på sit felt. Og hvor mange producenter, kan bryste sig med det?


Loading ikon