Det var ikke længe, Mia Wagner fik som ny digitaliserings- og ligestillingsminister.
Hun overtog posten fra tidligere minister Marie Bjerre (V) 23. november og valgte i sidste uge at sygemelde sig, efter hun fik et alvorligt ildebefindende og besvimede i sit hjem 30. november.
Den korte ministerkarriere betyder dog alligevel, at hun kan tage et ganske betragteligt eftervederlag med sig hjem.
Det skyldes de regler, der er for eftervederlag for ministre, når de stopper på posten.
I reglerne lyder det nemlig, at en minister altid har ret til mindst seks måneders løn i form af eftervederlag, uanset om de har siddet i én dag, 14 dage eller i 14 år.
Det betyder, at Mia Wagner kan tage seks måneders løn med sig efter de få dage i ministerstolen.
Det svarer til omkring 700.000 kroner, da årslønnen for ligestillings- og digitaliseringsministeren ligger på omkring 1,4 millioner kroner.
Statsministeren: "Der er de regler, der er omkring eftervederlag"
Statsminister Mette Frederiksen (S) blev i forbindelse med præsentationen af Mia Wagners afløser den tidligere digitaliseringsminister, Marie Bjerre (V), som nu er tilbage på posten, spurgt, om hun finder det rimeligt, at Mia Wagner modtager eftervederlaget efter så kort tid på posten.
"Der er de regler, der er omkring eftervederlag. Det gælder på alle arbejdspladser. Selvfølgelig har Mia Wagner ret til det, som alle andre også har," lød svaret fra statsministeren til TV2.