Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Cloud ERP åbner en række nye og meget spændende perspektiver.
Men generelt er markedet for ERP i skyen stadig mindre modent i Danmark end eksempelvis cloud-baserede HR-systemer, CRM-systemer og andre smallere punkt-løsninger.
Årsagen er givetvis, at ERP både er voldsomt komplekst og samtidig er hjerteblodet i kernen af virksomhedens forretningskritiske processer.
Ikke desto mindre forventes markedet at omsætte for over 300 milliarder kroner i 2025 på globalt plan, så kunderne kan godt se værdien.
Det, som lokker, er evnen til at skrue op for innovationen og skrue ned for kompleksiteten i eget it-landskab.
Cloud ERP er en gamechanger
Og netop på ERP-området er det en fundamental gamechanger at få ny innovation ud på måneder i stedet for år.
Nye funktioner kan defineres, bygges og leveres over alle geografier.
For en stor virksomhed vil værdien af en investering komme meget hurtigere og mere sikkert hjem, end hvis den skal rulles ud i et eller mange on-premise-ERP-miljøer, som muligvis ikke alle kører på den seneste version.
På CIO’ens kontor er cloud-first, cloud-native, cloud-mindset og composable architecture efterhånden hverdagskost, men samtidig står nogle virksomheder tøvende og dypper kun storetåen i cloud ERP-bølgen.
Problemet er, at der er meget lidt cloud-mindset i at udskifte en enkelt lagkagebund i stacken med en cloud-løsning, hvis der alligevel skal bygges integrationer mellem lagene i kagen.
Alternativet er at få hele kagen serveret som en cloud-platform og dermed få alt på standard i første hug.
Her kan man i mine øjne opnå virkelig composability, ultrahøj fleksibilitet og hurtig innovation.
Innovationsfokus på skyen
Da SAP’s topchef i sommers meldte ud, at fremtidig innovation fokuserer på SAP’s cloud-miljø, RISE with SAP eller GROW with SAP, fik en del af vores on-premise-ERP-kunder kaffen galt i halsen. De følte sig ladt i stikken og tvunget over på cloud ERP.
Christian Klein argumenterede med, at det ganske enkelt ikke er muligt at levere den nye innovation, som SAPs kunder har brug for, hurtigt og effektivt nok, hvis man ikke benytter den hurtige leveringsmetode af teknologi som skyen muliggør.
AI’s fit til ERP
En vigtig del af argumentationen handler om AI. SAP kan nemlig konstatere, at de ML-baserede AI-løsninger, som allerede findes i nuværende on-premise-løsninger, kun er i brug hos få kunder.
Virksomhederne savner simpelthen know-how, og de har måske arkitektoniske barrierer i deres on-premise-ERP, der forhindrer udnyttelsen. Begge dele kan overkommes med cloud ERP.
Dertil kommer en ekstra dimension.
Forestil dig værdien af AI-algoritmer trænet på 30.000 virksomheder, der har givet lov til, at deres forretningsdata, i aggregeret og anonymiseret form, bliver en ressource for den enkelte virksomhed. AI-modeller med denne datakraft kan skabe stor værdi.
Men det kræver, at der er styr på data flows, integration og lifecycle management, så vi får relevante informationer hurtigt og på en ansvarlig måde..
Jeg er tæt på at sige, at AI i kernen af ERP kun kan ske gennem cloud ERP, hvis man skal opnå den fulde værdi af sin investering
Morgendagens ægte klimaregnskab
Også på et andet område åbner cloud ERP op for nogle lovende perspektiver.
Virksomheders økonomiske styringsmodel er funderet på, at vi har den økonomiske dimension synliggjort hele vejen fra den mindste transaktion og op til årsrapporten.
Forestil dig at vi kunne sige det samme om CO2-aftrykket. Klimakonsekvensen af samtlige forretningstransaktioner synliggjort i ERP-systemet.
Skal vi nærme os denne vision, så er tiden for knap til, at vi kan bøje, trække og forme klimaregnskabet til alle tænkelige historiske ERP-formater.
Cloud ERP gør det derimod langt mere sandsynligt, at vi kan bevæge kloden mod et ægte og detaljeret klimaregnskab.
Der skal bankes rust af it-landskabet, og der skal springes på hovedet ud i cloud-bølgen på ERP-området. Til gengæld er perspektivet for innovation, klima og AI virkeligt lovende.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.