Den næste udgave af styresystemet Windows er klar i næste uge, men der bliver ikke tale om nye funktioner eller opdateringer.
Tværtimod er den eneste forskel, at styresystemet som resultat af EU's monopolsag mod Microsoft kommer uden medieafspilleren Windows Media Player.
Den nye software, med navnet Windows XP Home Edition N og Windows XP Professional Edition N, sendes til salgskanalen i fem europæiske sprog 15. juni og forventes til salg i butikkerne fra 1. juli.
Ti andre europæiske lande får deres nye udgave af Windows en måned senere.
Ordren om at levere Microsoft uden Windows Media Player kom fra Europa-Kommissionen i marts sidste år. Kommissionen mente, at Microsoft fik et uretfærdigt forspring i forhold til konkurrenterne ved at tvinge pc-producenter til at tage Windows Media Player med på alle solgte pc'er.
Allerede i januar sendte Microsoft en ny udgave Windows til sine partnere i salgskanalen, men det produkt var ifølge Kommissionen ikke tilfredsstillende.
Den nye udgave af Windows med bogstavet N kommer til at koste det samme som andre udgaver af styresystemet.
Det er tvivlsomt, hvor meget effekt den nye udgave får på markedet. De fleste pc-producenter i Europa sagde i januar, at de ikke planlægger at tilbyde en udgave af Windows uden medieafspilleren.
Som en del af sidste års afgørelse fra Europa-Kommission blev Microsoft også pålagt at betale en bøde på 3,7 milliarder kroner og leve op til visse krav. Det har Microsoft haft besvær med og er senest blevet truet med dagbøder på 30 millioner kroner.