Oracles danske forretning er ved at genfinde momentum efter et par år med faldende omsætning og svingende overskud.
Der er dog stadig langt op fra Oracles 18/19-regnskab, hvor selskabets danske forretning generede hele 534 millioner kroner i omsætning og et overskud efter skat på lige over 180 millioner.
Omsætningen faldt de efterfølgende år og i sidste års 21/22-regnskab var Oracles Danmarks omsætning mere end halveret til 254 millioner, mens overskuddet efter skat var svundet ind til 23 millioner kroner.
Men fra hovedkontoret i Hellerup ser Oracle altså ud til at have genfundet guldåren til den danske forretning.
For selvom der stadig er et stykke vej op til 18/19-regnskabets højder, viser Oracle Danmarks netop offentliggjorte regnskab for 22/23 en omsætning på 321 millioner kroner og et overskud på lige over 38 millioner kroner.
Software og cloud er en pengemaskine
Måske ikke så overraskende kommer størstedelen af omsætningen fra softwarelicenser og cloud-services. 271 millioner kroner af Oracles Danmarks omsætning kommer denne type services, mens 40 millioner kommer fra konsulent-forretningen.
De resterende cirka 10 millioner kroner er defineret som ”anden omsætning.”
Overskudsgraden – altså forholdet mellem omsætning og driftsoverskud, der er et udtryk for, hvor god virksomheden er til at tjene penge – lyder på 10,9 procent.
Det er mere end fordoblet fra sidste år, hvor Oracle Danmarks overskudgrad lød på 5 procent – men igen er der langt op regnskabet for fem år siden, hvor overskudsgraden lød på hele 44,7 procent.
Oracle Danmark har Marc Jardoff siddende i direktørsædet. Ifølge regnskabet har selskabet 162 fuldtidsansatte.