Algebra, grammatik, analyse, læsning, skrivning… Ja, listen synes nærmest uendelig lang, når det gælder de emner man skal lære i løbet af en uddannelse, og det samme sker hver gang man skal gennemføre et krævende kursus.
For mange er læring udmattende og ofte enormt tidskrævende, men måske behøver det ikke være sådan.
Ifølge en af de førende ”hjernecoaches”, Jim Kwik, findes der mere effektive måder at lære på.
Som ung havde han selv indlæringsvanskeligheder i skolen, men det krævede blot et uventet paradigmeskift før han forstod, at læring ikke kun handler om hvad man skal lære, men at man kan komme langt længere ved at lære hvordan man lærer.
Det budskab er i al sin enkelthed, hvad hans bog ”Limitless: Upgrade Your Brain, Learn Anything Faster, and Unlock Your Exceptional Life” handler om.
Forfatteren tager udgangspunkt i det, han kalder de tre M’er, nemlig mindset, motivation og metode, der hver især har fået deres egne delafsnit i bogen.
Mindset-delen handler om, hvordan man overkommer de begrænsende forestillinger om læring og begrænsninger, man som barn og voksen har lært at indordne sig under.
Dernæst følger motivation-delen, som handler om, at energi, passion og små, overkommelige handlinger skal spille sammen.
Og til sidst udfoldes metodedelen, der afdækker de mere praktiske teknikker, som handler om alt lige fra hvordan man læser hurtigere til hvordan man husker bedre.
Det lyder naturligvis alt samme meget selvhjælpsagtigt – hvilket det også er – men derfor kan metoderne jo godt virke alligevel.
Jim Kwik har også sin egen podcast og har i årevis hjulpet nogle af klodens skarpeste hoveder med at få mere ud af den grå masse mellem ørene, ligesom han også har samarbejdet med nogle af de mest succesfulde organisationer nogensinde, såsom Google, Nike og Harvard University.
Hvis du vil vide mere om Jim Kwik og hans imponerende viden, kunne du med fordel tjekke hans YouTube-kanal ud her.
Titel: Limitless: Upgrade Your Brain, Learn Anything Faster, and Unlock Your Exceptional Life
Forfatter: Jim Kwik