Dell U3223QE er en ren schweizer-kniv i min optik. Den er en 32” wide screen skærm i 16:9 format, men modsat mange konkurrenter har den et afgørende es op i sit ærme.
Den har nemlig en utrolig flot farvegengivelse, hvilket sjældent er tilfældet for sammenlignelige kontorskærme.
Erfaring fra pro skærme følger med
Jeg er imponeret over, hvor god farvegengivelsen her er. I mit tidligere virke som grafiker arbejdede jeg med skærme af meget høj kaliber, hvor alene den korrekte farvegengivelse og stoflighed var i fokus.
Denne Dell formår trods alt ikke at gengive som disse 20-50.000 kroner dyre skærme. Men den er altså ’damn close’, for at bruge et godt dansk udtryk.
Det er især dybden og ægtheden i farverne der kan roses. De står ikke med glans og pragt, men meget nøgternt og korrekt. Det gælder både uanset hvilket af de tre farvestandarder der vælges: sRGB, Rec. 709 eller DCI-P3.
Med det mener jeg, at farverne ikke stikker af. Den afbilleder farverne meget korrekt - og måske endda lidt kedeligt i nogles øjne - men til brug i forhold til billedbehandling, er den ret unik.
Detaljeringen er enestående, da der er en helt glidende overgang mellem nuancer, farver og alle de små detaljer.
Sort står helt sort
Denne Dell U3223QE strækker sig reelt 31,5” og tilbyder en glimrende 4K opløsning. Det er fint til billeder mens tekst og figurer står skarpt, at enkelte pixels ikke er til at øjne.
Et er dog skærmens evne til at være skarp, noget mere afgørende er evnen til at vise farver, nuancer og farveforskelle på overbevisende vis.
Sort står her helt dyb sort, men er der detaljer, der gemmer sig i skyggerne, bevares de. Den unikke gengivelse med tilskrives det fine ’IPS Black’ panel der bruges.
De sorte områder er virkelig dyb sorte – og når sort står helt sort, står alle andre farver og nuancer langt mere klart frem.
Med på vægtskålen skal nok også tilskrives at Dell i mange år har leveret skærme til high-end brug.
Deres styring og håndtering af billedet er unikt i forhold til prisen. Du kan finde den testede model til cirka 6.000-7000 kroner. Det er forrygende billigt, hvis du har behov for at nøjagtige farver og nuancer i dit arbejde. Især fordi en god skærm holder i mange år.
Den officielle pris er 9.699 kroner, men da skærmen har været på markedet i lidt tid, kan den med få klik findes til omkring 6.300 kroner hos flere leverandører.
Ergonomi i topform
Den store skærm kan vippes rundt på det høje led. Det er en fin feature, men sjældent noget man bruger i et så stort og aflangt format. Vigtigere er, at den er meget let at løfte op og ned, tilte med mere.
Selve skærmarmen er af billig plast, men fjederen, der holder den kombineret med den meget tunge fod i metal, er perfekt vægtet, så skærmen står solidt plantet, når du justerer.
Skærm-indstillingerne er der masser af og er lette at tilgå via et joystick bagpå. Det er let, og heldigvis en metode mange er begyndt at bruge frem for de mange små knapper, der forvirrer mere, end de gavner.
Klar anbefaling
Bagpå finder du alle de tilslutninger, du skulle have behov for.
Heriblandt en switch så du kan slutte en ekstra computer til. Du kan hermed få serveret et billede inde i billedet eller have dem side om side, så du kan have de to signalkilder kørende samtidigt.
Der er naturligvis HDMI og Displayport (version 1.4) indgange og ikke mindst mulighed for USB-C tilslutning, der kan levere 90 watts strøm til din laptop. Som en bonus-feature får du også mulighed for at slutte en kablet gigabit ethernet-forbindelse til skærmen.
Dell har dog overset en vigtig feature: Her er ingen indbyggede højttalere.
Som jeg ser det er Dell lidt af en gave til dig, der veksler mellem kontorarbejde og arbejde med layout, grafik eller billeder.
Derfor kvitteres der hermed med en karakter i den helt høje ende.