Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Tidligere BT- og EB-chefredaktør skal lede sportsmedie mod AI-genereret indhold / Ny undersøgelse: sådan forbedrer du sikkerheden med 274 procent / Ny topchef i Merkle

Tidligere BT- og EB-chefredaktør skal lede sportsmedie mod AI-genereret indhold. Ny undersøgelse: sådan forbedrer du sikkerheden med 274 procent. Ny topchef i Merkle. Coop Danmark forlænger SAP-samarbejde med Nagarro. Martin Thorborg nægter at betale top-topskat.

Godmorgen på denne en november tirsdag i den gryende første del af den digitale tidsalder.

Det er Ditte Vinterberg Weng, der igen i dag har samlet trådene til denne dags morgenoverblik.

Udover at indse, hvordan vores levetid lige nu er den levetid, der var flere gange bedre end alle generation før os, men samtidig flere gange værre end alle generationer, der kommer efter os, så kan du også få endnu en bid af historiens seneste tech-opdateringer lige her i dette nyhedsbrev.

God fornøjelse (og beklager de højtragende ord så tidligt på morgenen).

Tidligere BT- og EB-chefredaktør skal lede sportsmedie mod AI-genereret indhold

Den digitale sportsmediegruppe Better Collective ansætter tidligere chefredaktør for Ekstra Bladet og BT, Pernille Holbøll.

I den nye stilling skal hun lede den strategiske udvikling af AI-genereret redaktionelt indhold på tværs af virksomhedens sportsmediebrands. Hun får den mundrette titel som Senior Director Group AI Editorial Content og Editorial Innovation.

"For at realisere Better Collectives vision om at blive den førende digitale sportsmediegruppe er det afgørende at kunne udnytte de muligheder og synergier, AI tilbyder, når det kommer til at udvikle og skalere redaktionelt indhold globalt," siger Pernille Holbøll, der glæder sig til at starte i sin nye stilling.

Det skriver Better Collective i en pressemedelelse til Computerworld.

Ny undersøgelse: sådan forbedrer du sikkerheden med 274 procent

IT-sikkerhedsvirksomheden KnowBe4 har analyseret træningsdata fra 32 millioner brugere fordelt på knap 500 millioner ”falske” phishing-tests, og her viser det, at vedvarende træning skærper dine ansatte.

Analysen viser, at teams som regelmæssigt trænes ved at modtage falske phishing mails 274 procent bedre til at spotte ondsindede mails og links.

”Phishing og social engineering-angreb står for 70-90 procent af alle bevidste datatab i virksomheder, så det er afgørende, at man træner sine ansatte for at forebygge den type angreb,” siger Roger Grimes, it-sikkerhedsekspert hos KnowBe4.

Det skriver KnowBe4 i en pressemeddelelse til Computerworld.

Ny topchef i Merkle

Det digitale bureau Merkle, som er en del af Dentsu-gruppen, melder i dag ud, at CEO Martin Bochineck har besluttet at stoppe som data-gigantens leder efter at have indfriet sit mål om at bygge et CX-bureau i international klasse.

Bochineck nåede at have flere forskellige lederroller i sine syv år hos Dentsu. Fra 1. januar 2024 tager Bobby Hollingsworth, der allerede har været en del af ledelsen gennem flere år, over som præsident for Merkle Northern Europe.

Martin Bochineck grundlagde bureauet Magnetix på tærsklen til det nye årtusinde. Efter mere end to årtier og forskellige udgaver hedder forretningen nu Merkle og beskæftiger +750 ansatte over hele Nordeuropa.

"Med mere end 15 års erfaring i at drive globale digitale bureauer og mange års erfaring inden for dentsu-gruppen er Bobby Hollingsworth det naturlige valg som ny topchef," lyder det i en pressemeddelelse fra Merkle til Computerworld.

Coop Danmark forlænger SAP-samarbejde med Nagarro

Nagarro og Coop Danmark har allerede været strategiske partnere i fem år og samarbejdet om infrastruktur- og platform management services . Og nu har Coop besluttet at forlænge kontrakten for de næste fem år.

I 2017 lancerede Coop Danmark et transformationsprogram, der skulle afvikle flere it-systemer og implementere en ny detailplatform baseret på SAP S/4HANA.

Platformen dækker i dag den kritiske daglige drift samt logistikprocesser.

”Vi er glade og stolte over, at Coop Danmark har besluttet at forlænge vores partnerskab. Gennem de seneste år har samarbejdet med Coop Danmark været meget gnidningsløst. Jeg ser virkelig frem til de næste fem års samarbejde og innovation”, udtaler Michael Møller, der er direktør i Nagarro Danmark.

Coop er et andelsselskab, der driver detailkæderne SuperBrugsen, Kvickly, Dagli'Brugsen, 365discount og Coop.dk med 1.000 butikker. Coop-koncernen har en årlig omsætning på 42 milliarder kroner og 38.000 ansatte.

Det skriver Coop Danmark i en pressemeddelelse til Computerworld.

Martin Thorborg nægter at betale top-topskat

Iværksætteren Martin Thorborg planlægger fremadrettet at tilrettelægge sin løn, så han undgår at betale dét regeringen har annonceret som en top-topskat til de rigeste.

Planen er at give skattelettelser til de mange imod at ekstrabeskatte de absolut rigeste - deraf ordet top-topskat.

Men rigmanden har fundet en metode, at komme udenom denne skat. For aktieudbytte er ikke omfattet af top-topskat, og Martin Thorborg får lige nu sin løn fra firmaer, som han er hovedaktionær i.

Derfor kan han, i stedet for at udbetale løn til sig selv, trække pengene ud gennem aktieudbytte.

Til TV2 siger Thorborg om sine planer for at undgå denne nye beskatning:

"Jeg synes, at det, jeg betaler i skat, er rigeligt."