Intel kridter banen op til at introducere intet mindre end klodens hurtigste processor denne uge.
Det går løs 17. oktober, når Intel løfter sløret for den 14. generation af Core processorer til desktop-maskiner, hvor topmodellen Core i9-14900K bliver klodens hurtigst snurrende processor med en officiel max-frekvens på op til seks gigahertz.
Den nye processor-serie har indtil videre levet under kodenavnet ’Raptor Lake’ og flere afgørende oplysninger om serien, såsom priser og egenskaber er blevet lækket fra flere kilder, skriver tech-mediet The Verge.
Rammer igen 6,0 GHz
Intels nye top-CPU bliver dog ikke den første kommercielt tilgængelige processor, der kan snurre med op til 6,0 GHz – den bedrift blev matchet tidligere på året af den særligt superladede version af Intel Core i9-13900K, kaldet 13900KS.
Denne var dog kun tilgængelig i begrænsede mængder og krævede samtidigt at den vanlige strømramme blev hævet fra 125 til 150 watt.
Sigtes der efter endnu højere frekvenser, vil Intel i samspil med processoren offentliggøre en ny AI-assisteret app til at finde frem til de hurtigste frekvenser ens processor kan præstere.
Selve opbygningen i 14. generations top-processor bliver identisk med forgængeren med i alt 24 regnekerner, heraf otte performance-kerner, som i alt kan arbejde med 32 regnetråde.
Ydelsesmæssigt skulle det række til Intel kan fravriste performance-kronen fra AMD i udvalgte spil, vel at mærke ifølge Intels egne tal.
Når det gælder applikationer som videoredigeringsprogrammerne Adobe Premiere Pro og After Effects registreres 54 procent højere ydelse – igen ifølge Intel selv.
Pletvis opgradering
De mest interessant køb, der vil kunne gøres i serien vil være lidt længere nede af performance-ranglisten, hvor en lovende ny Core i7 processor dukker op.
Core i7-14700K byder her på fire regnekerner mere end forgængeren, så der er i alt tilbydes otte performance-kerner og 12 strømbesparende kerner, der sammen kan arbejde med 28 regnetråde ved frekvenser op til 5,6 GHz.
Core i5-14600K får seks performance-kerner og otte strømbesparende kerner, altså op til 20 regnetråde på en gang, der afvikles med op til 5,3 GHz – alt sammen identisk med forgængeren Core i5-13600K.
Den nye cpu-kollektion vil dog ikke kræve den store hardware-opgradering, da den kan ploppes ned i eksisterende LGA1700-sokkel i eksisterende Intel 600 eller Intel 700 baserede bundkort.
Nye teknologier som wifi 7, Bluetooth 5.4 og DDR5 hukommelse understøttes også, mens den aldrende DDR4 hukommelse fortsat understøttes.
De officielle priser starter ved 589 amerikanske dollar for topmodellen, mens Core i7-14700K og Core i5-14600K får listepriser på henholdsvis 409 og 319 amerikanske dollar.
Oversat til danske priser svarer det til henholdsvis 4.170 kroner, 2.890 kroner og 2.260 kroner før eventuel told og moms er indregnet. Billigere KF-versioner uden indbygget grafikchip koster 25 dollar eller omtrent 180 kroner mindre.