Mornings. Så er Computerworlds fremskudte lyttepost mod syd atter i tjeneste. Tiderne er urolige, men efterårsferien er i fuld sving for mange, og vi ønsker god fornøjelse og god læselyst. Ved tasterne: Niels Veileborg
DVD’er synger på sidste vers - Netflix og BestBuy dropper formatet
Netflix i USA har sendt den sidste leje-DVD afsted til en kunde, og den store amerikanske kæde BestBuy, som har 24.000 titler på sit website, dropper salget af DVD’er. Det skriver CNN.
Årsagen er naturligvis streaming og andre forbrugsvaner, og ifølge BestBuy giver det nu mere mening at give plads til andre produkter med større efterspørgsel.
I Danmark er salget af DVD’er og BlueRay også gået voldsomt tilbage. Ifølge Flatpanels faldt det med 30 procent fra 2020 til 2021 og landede på under 1 million eksemplarer.
AI kan udløse finansiel krise om få år
Topchefen for de amerikanske børsmyndigheder Gary Gensler mener, at der er riskiko for en decideret finanskrise i slutningen af 2020’erne eller begyndelsen af 2030’erne, hvis ikke der kommer ordentlig styr på AI-platformene. Det skriver Børsen.
Ifølge Gensler kan AI skabe en så hurtig udvikling, at krisen næsten er uundgåelig.
Efter Hamas-angreb: EU giver techgiganter 24 timer til at stoppe misinformation
Techgiganterne Google, X, Meta og TikTok har fået 24 timer til at fjerne misinformation, billedmanipulation, voldelige videoer af gidseltagning og lignende i kølvandet på Hamas-angrebet på Israel for godt en uge siden. Det skriver Reuters.
Den stramme deadline er sat af EU, som fastslår, at giganterne skal overholde EU’s Digital Services Act og gøre en ekstra indsats for at fjerne ulovligt og skadeligt indhold.
Googles Youtube meddeler, at man allerede har fjernet en del indhold.
Meta har ifølge Reuters taget skridt til at fjerne indhold, der hylder Hamas-angrebet og støtter organisationen, der på på EU’s terrorliste.
Meta har i den forbindelse i de første tre dage efter angrebet angiveligt fjernet eller markeret 796.000 stykker indhold på hebraisk eller arabisk.
Meta er også meget opmærksom på, at Hamas har truet med at dræbe gidsler for rullende kameraer, og at Meta er klar til at fjerne videoerne hurtigst muligt og vil forhindre efterfølgende deling af uhyrlighederne.
Nu kan du snart købe dig en Ferrari for dine krypto-midler
Den italienske producent af superbiler Ferrari er nu klar til at modtage kryptovaluta som betaling. Det skriver Reuters.
Foreløbig er det kun en mulighed i USA, men snart vil det også gælde det europæiske marked, lyder det.
Tidligere kunne man også købe sig en Tesla med kryptovaluta, men det satte Elon Musk en stopper for på grund af miljøhensyn.
Ferrari ser muligheden for betaling i krypto som en del af selskabets bestræbelser på at opnå CO2-neutralitet i 2030. En indsats, der også omfatter nyudviklet software og genbrug af ressourcer.
Ferrari solgte 13.200 biler sidste år. Cirka 1.200 af dem i Nord- og Sydamerika.