Michael Holm trækker sig som CEO for aarhusianske Systematic, som han har stået i spidsen for, siden han etablerede selskabet i 1985.
Systematic meddeler, at Michael Holm overdrager posten som CEO til selskabets nuværende Group Senior Vice President for People & Culture, Nikolaj Bramsen.
Det kommer formelt til at ske 14. december til Systematics årlige generalforsamling.
66-årige Michael Holm forsvinder dog ikke helt ud af det selskab, som han selv stiftede for 38 år siden.
Han fortsætter nemlig som bestyrelsesformand i en aktiv rolle med fokus på strategi og international udvikling.
Systematic meddeler, at Michael Holm vælger at fratræde posten som CEO på et tidspunkt, hvor 'virksomheden er i rivende fremgang.'
Systematic har i dag 1.100 medarbejdere i 11 lande og nærmer sig en årlig omsætning på 1,4 milliarder kroner.
"Systematic har aldrig stået stærkere end nu," lyder det fra Michael Holm.
"Vi leverer på alle vores forretningsområder, vi har gang i en masse spændende udviklingsopgaver, og ordrebogen er fyldt til bristepunktet. Det er et godt tidspunkt for mig at overdrage driften til andre," meddeler han.
Han peger på, at han bliver arbejdende og aktiv bestyrelsesformand. Han fortsætter også som hovedejer af Systematic, som han ejer sammen med Alex Holm Jensen og Erik Bank Lauridsen.
"Jeg skal først og fremmest sikre, at Nikolaj bliver en succes i jobbet, for det er bestemt ikke en nem opgave, han har sagt ja til," lyder det fra Michael Holm.
Ansat i mange år
46-årige Nikolaj Bramsen bor i Ry og har fraregnet fire år været ansat i Systematic siden 2007, da han blev færdig med sin uddannelse som datalog.
I perioden 2018 til 2022 var han ansat som it-udviklingschef i Region Midtjylland, hvorfra han blev hentet tilbage til Systematic.
Nikolaj Bramsen ser som sin hovedopgave at videreføre Systematic i den ånd og form, som vi kender i dag.
"Systematic er en fantastisk virksomhed – finansielt bundsolid, innovativ og med masser af potentiale. Min opgave bliver først og fremmest at videreføre den strategi, den ånd og de visioner, som Michael har skabt, og det vil ske i et tæt samarbejde med den øvrige ledelse og bestyrelse,” lyder det fra den nye direktør.
Michael Holm stiftede i øvrigt selskabet under navnet Infop ApS i august 1985.
I september 1987 blev navnet ændret til 'Systematic Computer Systems,' som blev ændret til det nuværende Systematic Software Engineering i november 1988.
Selskabet er idag blandt de største leverandører af softwareløsninger til både sundhedssektoren og den militære sektor herhjemme.
Michael Holm er i sagens natur blevet meget velhavende gennem sine mange år som hovedejer af det store og veldrevne selskab.
Hans private holdingsselskab - Systematic Holding ApS - har i årevis haft store millionoverskud og har i dag en egenkapital på mere end 600 millioner kroner.