I dag er det præcis 10 år siden, at de første lynladnings-stationer så dagens lys i Europa.
I den forbindelse har Tesla gjort det muligt for alle elbil-ejere at oplade gratis fra klokken 09:00 tirsdag, og indtil dagen er omme.
To nye lynlader-stationer rundt om København og flere i Nordjylland
Tesla har i dag 24 lynladnings-stationer med mere end 400 ladere i Danmark.
Heraf er cirka 370 ladere åbne for alle elbiler.
Inden sommerferien åbnede Tesla en række nye lynladningspunkter i Danmark på tværs af landet – to stationer nær København, i Lyngby og Taastrup med i alt 40 lynladere.
Mens det blev til 16 i Frederikshavn, 16 i Maribo, 28 i Hjørring, 26 i Slagelse og en ny station i Aalborg med 16 lynladere.
Åbnede først i Norge
Det var i Norge, hvor de første seks stationer åbnede 29. august 2013, og siden hen har netværket af stationer bredt sig til mere end 36 lande i Europa, Mellemøsten og Afrika, hvor der nu er 13.000 individuelle lynladere.
I november 2021 startede Tesla en pilotordning, der skulle åbne for selskabets netværk for andre elbiler.
Ifølge Tesla er mere end 70 procent af netværket nu blevet åbnet for andre elbiler i dag.
I hele tal svarer det til, at 9.200 lynladere og 660 stationer nu er åbne for alle elbil-ejere.
Få et overblik over alle Tesla-ladestationer i landet her.