Artikel top billede

Samling: Meget mere end Hitman – dansk spilhistorie samles i database

For første gang får vi det samlede overblik over alle danskudviklede spil. Spildatabasen er en åben og gratis skatkiste af viden om 1.295 titler udgivet siden 1963.

Hvad tusindkunstneren Piet Hein og Regnecentralen har med hinanden at gøre er blot en af de utallige oplysninger, du kan fiske frem i den nye ”Spildatabasen”.

Hjemmesiden er et søgbart katalog over 1295 spiltitler, som gennem tiden er udviklet i Danmark. Basen er skabt i samarbejde mellem Filminstituttet og Det Kgl. Bibliotek.

Mens Filminstituttet står for de officielle lister over danske produktioner, herunder danske film, holder Det Kgl. Bibliotek styr på alt, som er udgivet i Danmark.

I de seneste 25 år har spil været omfattet af den såkaldte pligt-afleveringsordning. Alle danske titler er dermed endt i arkiverne hos vores fælles, nationale hovedbibliotek.

At danske spil får sin egen database, vil nogen nok sige er på tide. Spil er nemlig blevet en betydende industri og kulturarv med milliard-indtjening.

Danmarks spilbranche har ifølge Producentforeningen en årlig omsætning på tre milliarder kroner. Det er mere end både film- og tv-branchen.

I Spildatabasen kan du søge på for eksempel titel, platform og årstal for udgivelsen. Basen indeholder meget mere end ”Hitman”, ”Limbo” og ”Subway Surfers”. Du finder også spillet ”Nimbi” fra 1963. Et matematisk trækbaseret spil designet af Piet Hein og udgivet af Regnecentralen for GIER-datamaten.

Spildatabasen bliver løbende opdateret. Har du bud på spil, som endnu ikke optræder i det digitale arkiv, så skriv til spil@kb.dk.

Du finder Spildatabasen her: www.dfi.dk/spildatabasen

Aktuelt har Det Kgl. Bibliotek en udstilling om danske spil. Du kan læse vores reportage fra udstillingen her: