Min ellers uskyldige Vanløse-baserede barndom omgivet af Commodore C64, Kaptajn Kaper på PC og en hel del Dungeons og Dragons var, ifølge samtiden fordummende, farlig og potentielt satanistisk.
På trods af skolelærernes 80'er-bekymring overlevede jeg mirakuløst den ondsindede indflydelse fra både Pirates!, Elite, Paperboy og Leisure Suit Larry uden nævneværdige ar eller hang til pentagrammer og sort øjeskygge.
Så det er ikke uden en vis tilfredsstillelse at besøge udstillingen #DKgame på Det Kgl. Bibliotek i København. For under overskriften ”#DKgame - Skærmtrolde, lejemordere og togsurfere” stiller biblioteket skarpt på computerspil som selvstændig formidlings- og kunstform.
Biblioteket selv har en samling på over 4.000 danske computerspil fra 1960'erne og op til i dag – og det er med udgangspunkt i dem biblioteket har samlet en unik rejse fra de tidlige simple spil med pixeleret grafik til moderne mobil og VR-spil.
Adgangen for voksne koster 75 kroner – og yngre familiemedlemmer under 18 år kan komme med på opdagelsesrejsen ganske gratis.
Og samtidig kan du lokke dem med, at der er flere muligheder for at spille spillene selv...
Udstillingen, som strækker sig fra 1960'erne og frem til i dag, er kronologisk sat op.
De første 10 år var dog, i dansk sammenhæng, ikke så produktive. Dog med undtagelse af det legendariske Kaptajn Kaper-spil.
Bag den yderst sparsomme, blå grafik gemte sig et gennemarbejdet gameplay, hvor spillerne kunne skyde, sejle, borde og gå på oplevelse i Kattegat med få tryk på tastaturet.
Spillet blev lavet af IBM-veteranen Peter Ole Frederiksen og kom til verden i begyndelsen af 1980'erne. Det tog Peter Ole Frederiksen et år at programmere spillet i BASIC. Han tjente kun håndører på spillet, selv om det var meget populært i tiden før de kraftige grafikkort.
"Jeg skulle lære pc'en at kende, og jeg tænkte, at det skulle være noget med grafik, så jeg var tvunget til at komme ud i kanterne. Jeg begyndte at skrive det spil og tænkte, at jeg lige så godt kunne gøre det færdigt," fortalte Peter Ole Frederiksen til Computerworld i 2005.
Skak og Jobindex-stifter på museum
En anden kuriøsitet fra de tidlige år er en skakcomputer fra SciSys. Computeren kører skakprogrammet Logichess fra 1980. Programmet er udviklet af en meget ung Kaare Danielsen - som mange år senere skabte den succesfulde jobportalen Jobindex og i 2013 købte den danske udgave af Computerworld af de amerikanske ejere.
Det er nemt at fortabe sig i nostalgien på museet. Blandt andet kan du (som du kan se nedenfor) styre skærmtrolden Hugo gennem mineskakter med en trykknap-telefon eller flyve kamphelikopter mod pixelerede tanks.
Men det er faktisk ikke udstillingens stærkeste område. For det var med udbredelsen af computerspil i 90'erne at udviklingen for alvor tog fart og udvalget eksploderede.
(artiklen fortsætter efter billederne...)
Udstillingens styrke og begrænsning er fokuseringen på danske spil. Som aktiv computerspiller savner man af og til relationen til, hvad der samtidig skete i udlandet.
Men samtidig giver det rigtig god mening at stille skarpt på de kendte og knapt så kendte titler som er unikt danske.
I en mere international sammenhæng ville klassikere som Magnus og Myggen og Pixeline nok blive glemt. Det ville være en skam, for begge serier af (lærings)spil var unikt danske og har leveret mange mange timers underholdning og læring til danske børn.
Samtidig er det styrken ved udstillingen at blive mindet om hvor store nogle af fortidens og nutidens spiltitler og spiluniverser var og er.
Lejemorderen der blev kæmpestor
Det sker blandt andet ved tema-nedslag på Hitman-serien og milliard-successen Subway Surfers.
(artiklen fortsætter efter billederne...)
Det kan derfor betale sig at sætte lidt tid af og nyde hvordan kuratorerne har samlet baggrundsmaterialet til spillenes design og interviewet stifterne om starten og ideerne.
Og så kan du selvfølgelig prøve Subway Surfers selv i et helt rum dedikeret til den globale succes, som i mange år har været den mest downloadede spil-app i Apples app-store.
Samtidig kan du også stifte bekendtskab med online-klassikere fra DR som Mujafa-spillet, hvor spilleren skulle køre BMW og samle guldkæder og blondiner op.
Blive mindet om MovieStarPlanet fra 2009, som reelt var et meget tidligt bud på et socialt neværk.
Og måske huske december-landeplagen "Den store pakkeleg" (fra 2003), hvor man skulle logge på og sikre sig at ens venner ikke havde stjålet ens pakker.
Udstillingen "#DKgame - Skærmtrolde, lejemordere og togsurfere" løber frem til 13. januar 2024.
Den kan ses på Det Kgl. Bibliotek / Den Sorte Diamant på Søren Kirkegaards Plads i København. Det koster 75 kroner for voksne, 30 kroner for studerende og det er gratis hvis du er under 18 år.