SF vil forbyde brug af mobiltelefoner på de danske folkeskoler, hvor eleverne alene skal have mulighed for at anvende deres telefoner og skærme, hvis de enkelte skolebestyrelser aktivt tillader det.
Partiets børne- og undervisningsordfører Jakob Mark siger til DR, at børns massive tidsforbrug foran skærme går ud over deres evne til at indgå kammeratskaber og fællesskaber.
SF vil have indført et krav om, at alle elever får en fysisk lærebog o de store fag samt at faget teknologiforståelse gøres permanent.
Til DR siger formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, dog, at 80 procent af de danske skoler allerede har regler for brug af mobiltelefoner.
Thomas Enemark Lundtofte, der er lektor ved Institut for Medier, Design, Læring og Erkendelse ved Syddansk Universitet, siger til DR, at der ikke er nogen evidens for, at mobiltelefon samt fravær af fysiske bøger fører til mistrivsel.
Dansk Industri meddeler til Computerworld, at man er ‘klart med på’ at indføre teknologiforståelse som fag.
“Til gengæld giver SFs forslag om at begrænse brugen af digitale læremidler slet ikke mening. Er ideen at vi skal droppe moderne læremidler og gå tilbage til fjerpennen?,” siger digitaliseringspolitisk chef, Andreas Holbak Espersen.
Han peger på, at de digitale læremidler er mange forskellige ting.
“ Vi lever i en digital verden og vi skal naturligvis bruge moderne teknologi i undervisningen til at skabe endnu bedre læring. Så lad os skille de to ting ad. Det er overforbrug af mobiler, apps og sociale media i skoletiden og i hjemmet der skader børnene og ikke digitale undervisningsmidler,” siger Andreas Holbak Espersen.