Da skuespilleren vågnede med gedigne tømmermænd en morgen i 1990, anede ingen – og slet ikke han selv – at et umiddelbart uskyldigt tic i en lillefinger varslede en tidlig slutning på en fænomenalt succesfuld karriere.
Men det var første tegn på den Parkinsons, som siden kom til at invalidere Michael J. Fox i alvorlig grad.
I mere end tyve år frem til årtusindskiftet var det næsten umuligt at gå i biografen eller tænde for fjernsynet uden at støde på den korte, charmerende fyr med den imponerende komiske timing. Fra popkulturelle ikoner som Back to the Future-filmene over serier som Spin City eller Family Ties (Blomsterbørns børn); Fox var med i det hele.
Gennem anden halvdel af karrierens storhedstid skjulte han imidlertid også sin fremadskridende sygdom for omverdenen, hvilket skulle føre til både depression og et galopperende alkoholmisbrug.
I den helt nye dokumentarfilm ”STILL: A Michael J. Fox Movie” på Apple+ får man hele historien om en karriere, der i perioder gjorde det nødvendigt for Fox at pendle mellem filmstudier i døgndrift.
Men også om, hvordan hans sygdom siden fik ham til at trække sig fra rampelyset, hvor han kæmpede sig ud af depressionen og dedikerede sit liv til kampen mod en lidelse, som millioner af mennesker lider under, men som vi i bund og grund ikke forstår særlig godt.
Formen er dramadokumentarisk, og filmen har med rette høstet stor ros for at fortælle historien om Michael J. Fox, som alle med blot marginalt kendskab til Hollywood længe har kendt til, men som ikke for alvor har været foldet ud før.
Eksempelvis kom det nok som lidt af et chok for de fleste, hvor medtaget han egentlig var, da han gik på scenen under sidste års Comic Con i New York sammen med sin medspiller fra Back to the Future, Christopher Lloyd.
Omvendt er STILL: A Michael J. Fox Movie også meget mere end det, man i pressekredse kynisk betegner som en historie om ”ugens glade krøbling.”
Det er først og fremmest en rørende, flot fortalt og undertiden meget morsom skildring af, hvordan man med optimisme og menneskelighed kan håndtere en næsten umulig situation og samtidig bevare sin værdighed.
Eller som hovedpersonen selv konstaterer: ”I’m not pathetic. I’ve got shit going on. I’m a tough son of a bitch.”
Titel: STILL: A Michael J. Fox Movie / Kan streames på Apple+