Hvis Microsofts ansatte var gået i gang med at planlægge, hvad de skulle bruge alle de penge, de regnede med, at de ville få i form af en lønstigning i 2023, så skal drømmene udskydes på ubestemt tid.
En af verdens absolut største tech-selskaber har nemlig ikke i sinde at sætte lønningerne op i år.
Det skyldes de usikre økonomiske omstændigheder, som verden befinder sig, lyder begrundelsen fra Redmond-selskabet.
Det skriver Reuters.
I januar sluttede selskabet sig til den lange liste af tech-selskaber, der forårsagede et blodbad af fyringer i den amerikanske tech-industri. Hos Microsoft fik 10.000 ansatte kniven.
"Vi erkender, at det at navigere i både et dynamisk økonomisk miljø og et større platformskifte kræver, at vi træffer kritiske beslutninger i forhold til, hvordan vi investerer i vores medarbejdere, vores forretning og vores fremtid," siger en Microsoft-talsperson til mediet.
Usikre økonomiske omstændigheder er ellers ikke noget, der har kendetegnet Microsofts investeringer i år.
Selskabet har kastet flere milliarder efter ChatGPT-ejeren OpenAI – 10 milliarder dollar ifølge Bloomberg – og samtidig også skudt mange milliarder i AI-teknologi til sine Office-værktøjer samt søgemaskinen Bing.
Fastholder fortsat bonus- og aktiepræmier
De ansatte vil dog fortsat kunne se frem til at få bonusser, aktier samt forfremmelser.
"Vi vil fastholde vores bonus- og aktiepræmiebudget igen i år, men vi vil ikke overfinansiere i det omfang, vi gjorde sidste år, hvilket bringer det tættere på vores historiske gennemsnit," lyder det i en lækket mail fra Microsofts CEO Satya Nadella.