Som mandagen gryer, vokser vreden hos IBM-medarbejdere på tværs af kloden.
I nat dansk tid begyndte protesterne så småt, da japanske ansatte distribuerede en fælleserklæring, der protesterede over de op til 13.000 IBM-arbejdspladser, der ryger gennem frivillig og ufrivillig afgang.
Hovedparten af disse er europæiske arbejdspladser, og IBM anslår, at det kommer til at dreje sig om hver 10. job.
Fagforbund protesterer
Det er medlemmer af 25 forskellige fagforeninger og sammenslutninger, der sammen protesterer over de kommende nedskæringer.
Midlerne er alt fra regulære strejker, møder og sit-down-strejker foran kontorerne, at bære sort og blåt tøj på arbejde, holde 10 minutters stilhed samt opfordringer til at sende vrede mails til topchefen Sam Palmisano.
Det er især Frankrig, der fører an med strejker og aktioner 13 forskellige steder, da op til 2500 stillinger er i fare.
I Sverige protesterer tre fagklubber under SIF, Sveriges største fagforening. IBM har 4.000 ansatte i Sverige. Af dem ventes en ottendel - eller 538 job - at blive berørt af nedskæringerne.
Det, der har fået de røde flag til at smælde, er især, at nedskæringerne og omstruktureringerne kommer efter at IBM har købt 19 firmaer i løbet af 2004, hvor selskabet landede 8,2 milliarder kroner i årets første kvartal.
Udover Frankrig og Sverige, vil ansatte i Italien, Belgien, Tyskland og Japan gøre opmærksom på de ansattes utilfredshed.
Der har indtil videre ikke været reaktioner på nedskæringerne i Danmark, der da også ventes at gå mere eller mindre fri, oplyser IBM's danske pressechef, Rikke Ploug Niemann.
Hun ønsker i øvrigt ikke at kommentere aktionerne i IBM's afdelinger ude i verden.