Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
I Danmark og i udlandet er man ved at skabe en næsten fanatisk politisk tro på, at man takket være overvågning, registrering og øget data-samkøring kan støvsuge verden for kriminelle.
Den danske befolkning bliver endog opfordret til at angive hinanden anonymt på borger.dk, og der er ydermere lavet en næsten tre minutters lang videoguide, der trin for trin udførligt guider borgeren igennem anmeldeprocessen.
Det lyder alt sammen umiddelbart godt, at man har åbnet op for flere muligheder for at fange kriminelle, men desværre er virkeligheden ikke så forenklet, som politikerne ofte gerne vil give udtryk for.
Der opstår et problem, for indhenter og søger man tilstrækkeligt længe efter mistænkelige data, så kan data let fejlfortolkes og derpå fejlagtigt få enhver uskyldig borger udlagt som værende kriminel.
Dette er så sandelig ikke nogen ny banebrydende konklusion. Sovjetunionen mestrede dette til fulde, og den tidligere leder for Sovjetunionens hemmelige politi under Stalin - Lavrentiy Beria skulle endog have udtalt:
"Vis mig manden, og jeg skaffer forbrydelsen"
Beria var utvivlsomt bevidst om, at han kunne få alle udlagt som værende kriminelle, og han havde åbenlyst ingen skrupler med at anklage uskyldige borgere efter forgodtbefindende.
Blankocheck til mere overvågning
Men hvad har Berias citat med nutiden at gøre? Sovjetunionen blev opløst for over 25 år siden, og vi har et retssystem i Danmark, der er ment til at beskytte borgerne mod manipulationer som på Stalins tid.
Dette er også korrekt langt hen ad vejen, men vi har til gengæld etableret en overvågning, registrering og samkøring af data, der med største sandsynlighed ville have frembragt tårer i øjnene af henrykkelse hos både Stalin og Beria.
Men er denne ekstreme overvågning virkelig et problem?
Vi bliver næsten uafbrudt tudet ørerne fulde af, at hvis man ikke har noget at skjule, så har man heller ikke noget at frygte.
Jeg møder ofte den holdning som foredragsholder, at hvis man da endelig skulle blive uretmæssigt anklaget for noget, ja, så bør man uden de store armbevægelse kunne børste anklagerne af og komme videre.
Dette argument giver så politikerne og myndighederne en bekvem blanko-check for mere overvågning og en lind strøm af samkøring af registre.
Desværre må det konstateres, at denne anklagekultur, der er ved at blive en normal del af hverdagen ikke blot i Danmark, men også i udlandet, bestemt ikke er omkostningsfri for den enkelte borger.
Man behøver ikke lede længe efter beretninger om, at det både kan have psykologiske konsekvenser, men også økonomiske konsekvenser, når man giver frihjul til at kunne anklage alle.
Hvis man først bliver fejlfortolket eller fejlregistreret i virvaret af overvågning og registre, så kan skaden blive uoverkommelig eller ligefrem uoprettelig.
Det gør så heller ikke situationen bedre, at de, som mange gange ligger i højrisikozonen for at blive uretmæssigt anklaget, er syge mennesker.
Mistænkelig adfærd
I USA blev f.eks. en cancersyg kvinde beskyldt for at være "usamarbejdsvillig", fordi hun ikke var mødt op til et møde hos myndighederne.
Årsagen til kvindens udeblivelse var derimod ikke usamarbejdsvillighed, men at hun var indlagt efter en operation for ovariecancer og åbenlyst ikke var istand til at deltage i møder eller andre aktiviteter.
Alligevel bliver kvinden klassificeret som usamarbejdsvillig, og når først sådan en registreringen er sket, kan det være næsten umuligt at få det annulleret.
På grundlag af denne fejlregistrering mister kvinden sin sygesikring og alle sociale ydelser.
Men USA er jo et demokratisk retssamfund, og kvinden lægger derfor sag an.
Mange måneder efter får hun da også medhold i sine klagepunkter gennem en appel.
Nu kan myndighederne og politikerne så vaske deres hænder og konstatere, at vi åbenlyst har et system, som vi kan stole på, hvor retfærdigheden alligevel sker fyldest i sidste ende.
Der er dog blot et problem. Domsafsigelsen, der vel at mærke genopretter kvindens sociale ydelser, sygesikring etc., bliver afsagt dagen efter, at kvinden er død.
Men problematikken stopper desværre ikke her.
I dette virvar af registre og overvågning har mulighederne for at finde ”mistænkelig” adfærd aldrig været større, og med dette følger også øget risiko for fejlfortolkninger.
I eksempelvis USA har man observeret, at mange kriminelle benytter sig af en teknik kaldet “strukturering”, hvor den kriminelle indsætter kontantbeløb på under USD 10.000 på en bankkonto løbende i et forsøg på dermed at hvidvaske pengene.
Det giver god mening, når skattemyndighederne eksempelvis udspørger en mistænkt narkohandler, hvorfor han sætter penge ind i små portioner i en lind strøm på sin bankkonto.
Men hvorfor stoppe ved dem, som allerede er under mistanke?
Hvorfor ikke undersøge alle som sætter små beløb løbende ind på deres konto, så må vi da virkelig kunne fange de kriminelle?
Kriminalisering af adfærd
Denne kriminalisering af adfærd har resulteret i, at ganske almindelige uskyldige borgere har fået konfiskeret store pengebeløb af de amerikanske skattemyndigheder, ikke fordi borgerne har gjort noget kriminelt, men ene og alene fordi de har haft en adfærd, der virker mistænkelig.
Dette går så mange gange ud over små forretningsdrivende, som får konfiskeret deres penge uden, at der er et ordentligt grundlag for, at der vitterlig er tale om noget kriminelt.
Faktisk, så har der i 91 procent af alle de førnævnte sager aldrig været noget bevisgrundlag for, at de indsatte penge stammede fra et kriminelt forhold, og sagerne er derfor aldrig blevet fulgt op med tiltale om et kriminelt forhold.
Borgerne bliver så overladt til selv og er nødt til at bevise deres uskyld, hvilket i mange tilfælde kan være håbløst svært, da man åbenlyst ikke som lovlydig borger er forberedt på et forsvar for lovlige transaktioner.
Dertil kommer at skulle bevise sin uskyld mange gange medføre store advokatudgifter ofte større end beløbet, som de kæmper for at få tilbage, og mange giver op og ender forgældede.
Årsagerne til denne pseudo-"kriminelle" adfærd spænder vidt og kan have helt lovlige årsager.
Eksempelvis indsatte en forretningsdrivende kontantbeløb på under 10.000 USD af gangen af den simple årsag, at hans forsikringspolice kun dækkede op til maksimalt 10.000 USD i kontanter. Alligevel fik han konfiskeret sine penge.
I USA har man delvist valgt at opdatere denne førnævnte beskrevne praksis, men desværre kun halvhjertet.
De amerikanske skattemyndigheder fastholder ufortrødent adfærdskriminaliseringen af de borgerne, som allerede har fået konfiskeret deres penge, samt at adfærden med at sætte små pengebeløb ind af gangen stadig er anset for værende kriminel.
Tiden må så vise om denne ændring har nogen større effekt, men jeg tvivler, da man åbenlyst vægrer sig ved at løse problemet ved roden og frafalde adfærdskriminaliseringen.
Også i Italien
Man skulle nu forvente, at politikerne ville tage ved lære af sådanne beretningerne, og man skulle også forvente, at politikerne ville lytte til de mange videnskabsfolk, som gang på gang har advaret mod risikoen for fejlfortolkning af data.
Det må også stå politikerne klart, at når man konfiskere penge fra uskyldige, kan det meget vel føre til stort psykisk stress og øge risikoen for selvmord.
Men ak nej ! Dette har på ingen måde tilbageholdt f.eks. Italien i at iværksætte en helt ny metode i forsøg på at fange skattesnydere kaldet Risparmiometro.
Dette er en udvidelse af et allerede tilsvarende kritiseret system ved navn Redditometro.
Med det nye og udvidede system vil man nu analysere på alle bankdata som for eksempel huslejeudgifter, dagligvarer, banktransaktioner, forsikringer etc. og så sammenholde det med andre registre for igen at finde mistænkelig adfærd vel at mærke uden nogen form for kriminel mistanke eller anklage.
Hvis ens transaktioner så afviger mere end 20 procnet fra det, som skattemyndighederne har defineret som normalen, vil man blive mistænkeliggjort, hvilket kan resultere i, at man bliver "inviteret" til en samtale med skattemyndighederne, hvor man skal forklare sin adfærd.
Hvis man ikke magter at forklare sig tilstrækkeligt overfor myndighederne, kan man meget vel komme i en situation, hvor man bliver uretmæssigt indkomstbeskattet.
Men det stopper ikke her, hvis man ikke har tilstrækkelige transaktioner på sin bankkonto og dermed foretrækker at betale med kontanter, så kan der ifølge de italienske skattemyndigheders logik kun være en forklaring, nemlig at man snyder.
En ubegrundet og usaglig konklusion, der er grebet fuldstændig ud af den blå luft og grænser til det latterlige, især set i forhold til at italienske banker er markeret som nogle af de mest usikre i EU så måske ikke så underligt, at nogle ikke har tillid til at benytte bankerne.
Både den engelske og italienske presse har påpeget, at der vil være folk, som vil blive ramt af den italienske skattekontrol, ikke fordi de har gjort noget ulovligt, men alene fordi deres adfærd ikke passer ind i skattemyndighedernes definition for normal.
Men de Italienske skattemyndigheder har igennem mange år holdt fast i sådanne systemer, og et af de argumenter, der bliver fremført er ironisk nok, at man har tilsvarende systemer i USA.
Danske kommuner følger trop
I Danmark har man også opbygget troen på, at man kan støvsuge landet for kriminelle ved øget overvågning, registrering og samkøring uden at tage i betragtning de uskyldige som ryger med i købet.
Her fortolker danske kommuner igen på folks adfærdmønstre, hvilket kan spænde over alt fra Netflix-forbrug, kørseslsforbrug, elforbrug, sociale medier, bankudskrifter etc.
Endnu engang informationer taget ud af den oprindelige kontekst og dermed også med høj risiko for fejlfortolkninger. En kontrolmedarbejder fra kommunen går så langt som til at sige, at det ikke er kommunens opgave at bevise borgerens skyld derimod blot “sandsynliggøre” den.
I et samfund med et væld af registre, samkøringer og overvågning har mulighederne for sandsynliggørelse af skyld og dermed også fejlfortolkninger af data aldrig været større.
Man kunne nemt forledes til at tro, at øget overvågning ville føre til bedre sagsbehandling i kommunerne.
På trods af denne enorme datamængde der nu er stillet til rådighed for myndighederne, så er og har ankestyrelsens omgørelsesprocenter for kommunerne været støt stigende og er nu nået helt op på 29 procent.
Det er næsten 1/3 del af alle de afgørelser, som kommunen træffer, der bliver omgjort senere af ankestyrelsen.
Problemet er sandsynligvis meget større end de 29 procent, fordi kommunerne selv har mulighed for frivilligt at omgøre afgørelserne, inden de går til ankestyrelsen, og dertil kommer så alle de sager, hvor borgeren har givet op.
I nogle kommuner er omgørelsesprocenterne endnu højere end de før nævnte 29 procent. I Favrskov kommune er procenten helt oppe på 41 procent.
Hvis man i dag åbner en avis, kan man som regel kun finde tre løsningsmodeller til bekæmpelse af kriminalitet.
Det er øget overvågning, øget registrering og mere samkøring.
Der er intet, der tyder på, at der er udsigt til mere refleksion over kommunernes metoder og brug af data. Tværtimod ønsker 3 ud af 10 kommuner flere “værktøjer” og dermed også mere data at fortolke på.
Det drejer sig så om alt lige fra adgang til mobilmaster til rejsekort data, og Aarhus Kommune ønsker at få besked direkte fra banken, hvis denne skønner mistanke om snyd. Alt sammen metoder der minder meget om de italienske og amerikanske.
Det ubehagelige spørgsmål
Det er meget nemt for politikerne og myndighederne at komme til enighed om, at man gerne vil finde kriminelle; men det spørgsmål, der bekvemt undgås at tages stilling til, er, om man er villig til at finde kriminelle på bekostning af uskyldige.
Både politikerne og befolkningen er nødt til at forstå, at det ikke er omkostningsfrit at anklage andre og derpå hive borgerne igennem den offentlige inkvisition af registre, overvågning og samkøring, der nu er ved at blive en central del af anklagekulturen.
Thi hvis vi fortsætter ufortrødent med gang på gang at kriminalisere uskyldige ikke for noget kriminelt, men alene på grundlag af deres adfærd, så ender vi med at bevæge os mere henimod Sovjet Unionens idealer end de vestlige demokratiske.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.