Microsoft, som ejer 49 procent af ChatGPTs skaber-selskab, OpenAI, planlægger at lancere en ny version af den efterhånden velkendte chatrobot – en mere sikker version.
Den nye version af ChatGPT vil være rettet mod banker, sundhedssektoren og andre større organisationer, der har stærk regulering og har at gøre med følsomme data, skriver The Information, som beretter, at Microsoft er i gang med at teste den nye chatrobot.
At køre ChatGPT på isolerede servere, som kun brugerens egen organisation bruger, kan forhindre, at følsomme data bliver brugt til at træne sprogmodellen, lyder det. Derudover undgår man situationer, hvor AI-værktøjet afslører information fra en virksomhed til en anden, hvis begge bruger ChatGPT.
Denne private version bliver dog op mod ti gange så dyr, som den offentlige version af ChatGPT.
Microsoft planlægger at lancere sit produkt "senere i kvartalet", men techgiganten er ikke alene. OpenAI arbejder nemlig selv på et lignende produkt, der skal lanceres "i de kommende måneder," skriver Ars Technica. Microsoft vil benytte Azure-platformen til produktet.
Lige nu koster ChatGPT Plus omkring 20 dollar om måneden, mens ChatGPT Pro for professionelt brug koster 42 dollar om måneden.
OpenAI vil tilbyde en version, der minder om det nuværende produkt, men hvor det, brugerne skriver i chatten, vil være hemmeligt og ikke vil blive brugt til at træne sprogmodellen, skriver Computersweden.