Microsoft er, som navnet antyder, et software-selskab.
Men over årene er det blevet til flere hardware-satsninger fra den amerikanske tech-kæmpe, med Xbox-spilkonsollerne og de spændende Surface-enheder som beviser på, at Microsoft gør sig i meget andet.
Selskabets allerførste hardware-satsning, indenfor tilbehør til computere og kontormaskiner, står dog nu til at lukke og slukke, hvilket effektivt betyder en ende på 40 års hardware-historie og kan betyde farvel til en række ikoniske produkter.
40 års historie slutter
Et af Microsofts allermest afgørende øjeblikke i sin historie, er dengang daværende administrerende direktør, Bill Gates, forhandlede sig fri af sin afhængighed til dengangs tech-kæmpe, IBM, ved at kunne tilbyde sit styresystem MS-DOS til andet en IBM’s maskiner.
To år efter IBM og Microsoft præsenterede den allerførste ’pc’, begyndte de første pc-kloner at dukke fra mærker som HP, Compaq, Olivetti, Tandy, Texas Instruments og Zenith.
Det banede vejen for et væld af mere prisvenlige DOS og senere Windows-baserede maskiner, som skulle vise sig at blive langt billigere og mere udbredt end hvad IBM, havde forudset.
Til disse systemer kunne Microsoft allerede fra maj 1983 tilbyde sin første mus – to år før den første version af det grafisk baserede Windows skulle blive til. Den udkom sammen med skriveværktøjerne Word og Notepad, som et supplement til den tastatur-baserede navigation i programmerne.
Et opgør med det billige alternativ
Mens Microsoft op igennem 80’erne og 90’erne etablerede sin dominans og til sidste endte som klodens største og mægtigste tech-virksomhed, opnåede Microsofts at blive en regulær spiller indenfor hardware-tilbehør.
Den teknologiske udvikling i de år gjorde pc’en til allemandseje, mens Microsoft udviklede sig til den altdominerende aktør indenfor browsere, styresystemer og kontorsoftware.
Al den software krævede dog pålideligt inputs fra tastatur og mus, men pc’en blev stadigt billigere i perioden, hvorfor der fulgte stadigt mere tarveligt tilbehør i salgspakken i det, der blev omtalt som ’bambus-pc’er’.
Men med en mus, et webcam og et tastatur signeret af Microsoft, var man garanteret et trofast tilbehør til ens maskine.
Dyre 'Surface' tager over
I de sidste tyve år er Microsoft siden sprunget ud som både pc, laptop, tablet og spilkonsol producent med sine Surface-produkter.
Samtidig har flere aktører specialiseret sig i at levere kvalitetsalternativer, med Logitech som den største spiller i tilbehørskategorien.
I en tid hvor tech-virksomheder spænder livremmen ind og fokuserer på kerneforretning, giver det mening, at Microsoft sløjfer sine mere perifere foretagner, når der som varslet skal skæres 10.000 stillinger, for alene at fokusere på der, hvor margenerne er fedest.
Microsoft stopper ikke med at fremstille tilbehør, men flytter sin opmærksomhed på Surface-brandet, hvor der fremovers udelukkende vil satses på high-end udstyr.
Det betyder, som netmediet The Verge påpeger, at der skal vinkes farvel til produkter som ’Microsoft Ergonomic Keyboard’, for i stedet at hilses på det dobbelt så dyre Surface-alternativ.
Hermed bliver det sidste udkald, hvis man vil sikre sig en af ens foretrukne ’IntelliMouse’ eller hvis man sværger til af Microsofts særlige todelte ’Ergonomic’ tastaturer. Måske de endda går hen og bliver samlerobjekter.