Inden nytår vil EU være klar med en politisk aftale, som kommer til at danne rammerne for verdens første store regulering af brugen af kunstig intelligens.
Sådan lyder det fra danske Margrethe Vestager, der af Reuters bliver omtalt som ‘EU tech zar.’
EU Parlamentet blev torsdag enig om en foreløbig aftale, der kommer til at danne grundlag for de kommende forhandlinger om EU’s nye såkaldte Artificial Intelligence Act - eller AI-lov.
Arbejdet har været i gang i næsten to år og er altså nu på vej ind i de sidste faser frem mod, at EU kan præsentere end endelig lov om regulering af brugen af kunstig intelligens.
Margrethe Vestager er for tiden i Japan for at mødes med tech-ministre fra G7-landene.
Herfra betegner hun den kommende AI-lov som ‘pro-innovation,’ da den sigter efter at minimere konsekvenserne af en teknologi, som endnu ikke for alvor har fået fat - men uden at stå i vejen for den nødvendige innovation.
“Vi opsætter disse værn for højrisiko-tilfælde, fordi oprydning efter misbrug af AI vil være meget dyr og ødelæggende,” siger Margrethe Vestager.
Når den politiske aftale er nået - forventeligt inden nytår - vil der fortsat gå et par år, inden loven har været gennem det juridiske EU-system og kan præsenteres som lov.
Margrethe Vestager siger dog, at der ingen grund er til at vente for virksomheder og andre, som hun opfordrer til straks at begynde at overveje implementering af de nye regler, når den politiske aftale er klappet af.
I Japan diskuterer de digitale ministre for G7-landene - Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, Storbritannien. USA og Canada - i disse dage de første skridt frem mod en global aftale om regulering af AI.
“AI er nu tilgængelig for alle, og derfor er der brug for politisk lederskab for at sikre, at alle sikkert kan anvende AI og udnytte de fantatiske muligheder for forbedring af produktivitet og bedre services,” lyder det fra Margrethe Vestager.