The European Payments Initiative (EPI) melder sig nu klar til at lancere en digital wallet, der kan det samme, som vi danskere er blevet vant til med MobilePay - øjeblikkelig overførsel af penge fra en konto til en anden uanset hvilke banker, der er involveret i transaktionen.
Den store forskel er blot, at EPI’s løsning kan sende pengene over grænserne i Europa.
Den nye wallet bliver lanceret i et pilotforløb i slutningen af 2023, som omfatter Frankrig og Tyskland. Det skriver Reuters.
I begyndelsen af 2024 kommer løsningen til Belgien, og dermed vil den nye wallet omfatte over halvdelen af de digitale betalinger, som sker i euro-zonen, meddeler EPI.
EPI vil derefter udvide løsningen til de andre europæiske lande, forlyder det.
EPI vil blandt andet også gøre løsningen brugbar til online-betalinger og betalinger i butikker med mobilen.
Bag EPI står finansselskaberne Belfius, DZ Bank, ABN Amro, Rabobank, BNP Paribas, BPCE, Credit Agricole, Deutsche Bank og Societe Generale.
EPI har netop annonceret planer om at købe det hollandske betalingsselskab Currence iDEAL samt Luxembor-baserede PQI, som leverer betalingsservices til Currence iDEAL.