Storage-giganten Western Digitals systemer er blevet kompromitteret af hackere, der hævder, at de har stjålet 10 terabyte data, som blandt andet indbefatter følsomme kundeoplysninger.
Ifølge tech-mediet Techcrunch oplyser hackerne nu, at de i løsepenge for de kompromitterede data som minimum kræver et to-cifret millionbeløb i amerikanske dollar, hvilket vil sige mindst 68 millioner kroner.
For at bevise, at de er besiddelse af kundedata fra Western Digital har hackerne delt en fil med Techcrunch, der er signeret med et certifikat fra Western Digital, hvilket skulle vise, at de nu er i stand til signere filer på vegne af selskabet.
Samtidig har de også sendt private telefonnumre på flere topchefer, som de har kommet i besiddelse via de stjålne data, til Techcrunch, og sidst men ikke mindst har Techcrunch modtaget screenshots fra en cloud-konto, som angiveligt tilhører Western Digital.
Trak stikket til tjenester
Western Digital rapporterede første gang om sikkerhedsproblemer den 26. marts, og efterfølgende har selskabet måtte trække stikket til sine cloud- og backup-tjenester.
Det betyder, at en lang række tjenester har været nede i længere perioder.
Eksempelvis har tjenesterne ’My Cloud’, ’My Cloud Home’, ’My Cloud Home Duo’, ’My Cloud OS5’, ’SanDisk ibi’ og ’SanDisk Ixpand Wireless Charge’ været ramt.
"Baseret på den foreløbige undersøgelse, så tror selskabet, at den uautoriserede indtrænger har fået fat i bestemte data from fra systemerne og arbejder nu på at forstå naturen og omfanget af de data," oplyste Western Digital i en pressemeddelelse før påske.