Artikel top billede

Tyrkisk hackergruppe lagde Jyllands-Posten ned: Tager ansvar for flere angreb

Jyllands-Postens hjemmeside blev lørdag aften udsat for et overbelastningsangreb, der fik avisens site til at vakle i flere timer. Tyrkisk hackergruppe har påtaget sig ansvaret.

Lørdag aften lagde den tyrkiske hackergruppe Türk Hack Team Jyllands-Postens hjemmeside ned i to og en halv time ved hjælp af et overbelastningsangreb – også kaldet et DDoS.

Det bekræfter ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten Jacob Nybroe til MediaWatch.

Angrebet stod på fra omkring klokken 17:30 til klokken 20:00 lørdag aften og i visse tidsrum var mediets forside fuldkommen utilgængeligt, mens andre sider på sitet var meget lang tid om at åbne.

”Det er for lang tid at være lagt ned, og det er et kæmpe problem. Det er ikke et hverdagsproblem, som vi støder på hele tiden, men det er noget, vi bruger ret mange ressourcer på at være sikret imod,” siger Jacob Nybroe til mediet.

Hackergruppen Türk Hack Team har på det beskedtjenesten Telegram taget ansvaret for overbelastningsangrebet.

I opslaget skriver hackergruppen, at Jyllands-Posten er blevet angrebet grundet fornærmelser af profeter og koranafbrændinger.

”Hvis du fornærmer profeter sendt af Allah og brænder Koranen, så vil vi brænde dine servere,” lyder det i opslaget.

”Vi er ekstremt opmærksomme på cyberangreb og -kriminalitet. Vi har de redskaber, der skal til for at gardere os mod det. Man kan jo ikke gardere sig imod, at de prøver, men man kan gardere sig imod skadevirkningerne,” siger Jacob Nybroe.

Også andre sider ramt

Den tyrkiske gruppe har også taget ansvaret for flere andre angreb igennem de seneste par dage.

Gruppen lader dog ikke til at skelne mellem de danske sider, den angriber. Blandt de mål, som gruppen påstår at have ramt, er rengøringstips.dk. Det samme er regioner.dk.

Türk Hack Team påstår i et andet opslag på Telegram, at mere end en million "danske kritiske data" er blevet lækket.

Det har dog ikke været muligt at få verificeret.