Digitaliseringsminister Marie Bjerre fra Venstre fremsætter onsdag et lovforslag om fravigelse fra obligatorisk digital selvbetjening.
Det betyder, at borgere, der er fritaget Digital Post, ikke længere vil være forpligtede til at bruge digital selvbetjening.
Det fremgår af Folketingets hjemmeside.
Lovforslaget har til formål at gøre det nemmere for de borgere, der har sværest ved at betjene sig selv digitalt, lyder det i ministerens fremsættelsestale.
Derfor skal disse borger tilbydes et alternativ til digital selvbetjening.
Enklere og mere sammenhængende regler
De digitale selvbetjeningsløsninger er obligatoriske på en lang række områder, når de har kontakt med myndighederne. Borgerne kan dog anmode om at fravige kravet om digital selvbetjening og blive tilbudt et alternativ.
Alligevel har organisationer, der repræsenterer borgere med digitale udfordringer, efterspurgt enklere og mere sammenhængende regler for den digitale kommunikation, der foregår mellem borgere og det offentlige.
Eksempelvis har det skabt forvirring, at der ikke er sammenhæng mellem fritagelsesregler for Digital Post og reglerne for at fravige krav om obligatorisk digital selvbetjening, lyder en af forklaringerne.
Derfor har regeringen fremsat lovforslaget for at imødekomme behovet for enklere og mere sammenhængende regler for digital kommunikation mellem borgere og myndigheder.
Den nye lov skal give borgere, der er fritaget for Digital Post, ret til at fravige kravet om at bruge en obligatorisk digital selvbetjeningsløsning alene på baggrund af deres fritagelse for Digital Post.
Den nye lov kommer ikke til at påvirke de borgere, der er tilmeldt Digital Post, og som i dag har mulighed for undtagelse fra at bruge en obligatorisk digital løsning, fremgår det af lovforslaget.