Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Det er fredag, det er officielt forår og Digitaliseringsstyrelsen har i samarbejde med Centeret for Cybersikkerhed annonceret en cyberhotline for digital sikkerhed (33 37 00 37) som både borgere og bikse kan ringe til, og de har åbent alle dage. Godt! Ros herfra.
En bedre start på weekenden kan man ikke ønske sig.
Og nu vi er ved cybertrusler og den slags: De seks IDA TV-udsendelser, som John Foley arrangerede, og som Anders Kjærulff og jeg var studieværter i, har åbenbart og desværre været lidt svære at finde for nogle borgere, der også har tilkendegivet nervøsitet med hensyn til, hvad de skulle få weekenden til at gå med udover at drikke det ene glas efter det andet.
Men frygt ikke. De kan enten ses (billede og lyd) eller høres (podcast-lyd) her (altså udsendelserne, ikke borgerne):
Cybersikkerhed og samfundsvigtig kritisk infrastruktur - Ingeniørforeningen IDA
https://soundcloud.com/ida-podcast
Arbejdet med at få udformet en Kalvebod Brygge-Deklaration (KBD - den nævnes i alle seks udsendelser) fortsætter, og mon ikke vi kan søsætte den i slutningen af marts? SÅ går arbejdet selvfølgelig for alvor i gang med at redde nationen.
Jeg kan i min krystalkugle ane konturerne af, at der vil komme opfordringer til både at sænke digitaliseringshastigheden og øge indsatsen for den civile cybersikkerhed. Men vi får se - det er trods alt en demokratisk proces, og så kan alt jo ske.
Slut med den festlige del
Det var den festlige del. Nu til den sjove.
Thi noget, som man KAN forudsige med sikkerhed er, at processer, procedurer og governance (lad os kalde det PPG i denne klumme) forsinker mange ting umådeligt meget mere, end man forestiller sig, når man - med de bedste intentioner - fastlægger dem.
Der burde faktisk udregnes en PPG-faktor for projekter, outsourcing-bikse, offentlige dimser og mange andre ting, så ens forventninger blev stillet korrekt.
Og det har slået mig, at vores berømte tillid til hinanden lige præcist bliver intet som helst værd, når man indfører PPG.
Ting, der før tog minutter, tager nu måneder, og timer bliver af alverdens gode grunde til år.
I gamle dage kaldte man det bureaukrati, dovenskab, ligegyldighed, ligegladhed og slendrian, men det er ALT for unuanceret. PPG tjener et højere mål og det festlige er, at ingen kan holdes til ansvar for noget undervejs.
PPG er en seriel ting.
Når fem venner beslutter sig for at fylde en sjette persons kollegieværelse helt op med avispapir - eller arrangere en bortførelse af en giftemoden kvinde ved ankeret i Nyhavn - er det altid noget, der indbefatter planlægning, eksekvering og til sidst evaluering over øl, men rigtigt meget af dette foregår parallelt, og dermed effektivt, fordi man kender og stoler på hinanden.
En PPG-fri aktivitet kan paralleliseres, med andre ord.
Not so with PPG-fyldte aktiviteter.
En ting ad gangen
Alt sker én ting ad gangen, og med indbyggede "svarfrister" i hvert eneste trin.
Det tager tid at finde den person, der kan indkalde til det indledende møde.
Det tager tid at finde tid til dette møde.
Så er det tid til at få allokeret en "ressource" (et moderne ord for "menneske"), der kan lave det simple script kunden har efterspurgt hos it.
Når denne person kan afse tid til et møde, skal det selvfølgelig koordineres med en del andre udover kunden, osv.
Hvis man er rigtig heldig, er alt outsourcet til flere forskellige bikse, og SÅ kører showet for alvor.
Hvad man før kunne slentre ned ad gangen og få gjort med det samme - eller lidt senere på dagen - tager nu uger eller måneder.
Nulstilles
Hvad laver man så i mellemtiden? Se, svaret på dét spørgsmål er præcist årsagen til, at nedsat arbejdstid overhovedet ikke vil have en negativ effekt på arbejdspladser, hvor man hovedsageligt rører ved ting lavet af plastic (tastaturer, mus og indstillingsdimserne på kontorstolen): Ingenting.
Rigtige arbejdspladser, hvor man rører ved mennesker eller laver ting, er noget helt andet. Som regel. Ikke altid.
Alle de fordele, som vi som samfund med vikingerødder og århundreder af opbygget tillid til hinanden så ofte og gerne praler af, bliver nulstillet på brutal vis af PPG!
Og jeg har ikke engang nævnt møderne endnu. Møderne!
Disse forsamlinger af mange mennesker, hvor vi både giver en status til folk uden indsigt, minder hinanden om, hvad hulen det egentlig oprindeligt gik ud på - og måske også blidt forsøger at øge den gletcheragtige hastighed hvorved PPG'en bevæger sig fremad.
Og disse møder er jo nødvendige, vi skal alle sidde med i rundkredsen og informeres hele tiden, og derfor tager det også tid i sig selv at finde ledige tidsintervaller i alle kalenderne.
Selve alternativet - at skrive en kort besked, gå hen til kollegaen og få noget gjort, eller bare ringe og sige, hvordan det går - er ikke engang noget man overvejer i veletablerede miljøer med veltilpassede mennesker i Danmark.
Vi bidrager i øvrigt alle til denne lammelse. Vi bærer på en kollektiv skyld. Vi kræver alle, altid, at alt bliver dokumenteret ned i latterlige detaljer, så man bagefter kan skyde skyld og holde taler.
Vi kan på ingen måde tolerere selv den mindste, lillebitte forskelsbehandling, men vil alle have særbehandling.
Alt i alt ender vi derfor med forløb, der består af 99 procent talk og 1 procent action. Elvis sang så glimrende om det:
Kan vi gøre noget ved det?
Ja, vi kan acceptere det og nyde, at min økonomiske grundtese (Nørgonomics) beviser, at PPG øger vores velstand og giver meget mere fritid til alle.
Jojo, der er enkelte ulemper (frustrationer, stress, langtidssygemeldinger, og hvad har vi), men dét kan afhjælpes med Et Godt Glas, som min ven Bjarne Mess kalder det.
Og vi afhjælper uligheden i Verden ved at give andre mulighed for at lave ting og services mere effektivt end os. Det er da fantastisk.
Det bliver kun langsommere. Det bliver kun bedre. Så slap af.
Nyd det! Nyd foråret! Nyd weekenden!
PS: Jeg har ikke selv forsøgt at måle PPG-faktorer endnu på konkrete ting, men jeg tror ikke 99/1-ratioen slår til. Har I nogle bud, så send dem endelig til mig på mogensxy@gmail.com. Og hvis nogen kan bevise, at ting gik langsommere i det gamle Østeuropa under kommunismen end hos os nu, så hører jeg også gerne om det. Den største forskel er formentlig, at de drak vodka.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.