Seks universiteter og fire myndigheder.
Det er listen over mål, som hacker-gruppen Anonymous Sudan hævder, at den har angrebet med DDoS-angreb i de seneste dage.
Listen er ifølge TV 2 Kosmopol blevet offentliggjort på det sociale medie Telegram, som for tiden anvendes i stor stil i blandt andet Rusland og Ukraine.
Ifølge gruppens opslag på Telegram er følgende mål blevet angrebet i Danmark:
- Københavns Universitet.
- Aalborg Universitet.
- Syddansk Universitet.
- IT-Universitetet.
- Danmarks Tekniske Universitet.
- Roskilde Universitet.
- Politiet.
- Energistyrelsen.
- Eng.uvm - som er den engelsksprogede udgave af Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside.
- Thedanishparlament - som er den engelsksprogede udgave af Folketingets hjemmeside.
RUC meddeler dog til TV 2 Kosmopol, at universitetet ikke er blevet angrebet.
Angrebene har i flere tilfælde været relativt kortvarige, i det de har ført til, at hjemmesiderne har været utilgængelige i helt ned til et par minutter.