Fornøjelsen ved at ankomme på kontoret og gå hen til sit eget og velkendte skrivebord hører snart historien til for en række Google-medarbejdere.
Selskabet har nemlig besluttet at indskrænke sig for at spare på huslejen på en række lokationer.
Det betyder, at medarbejderne skal vænne sig til fremover at dele deres skrivebord med en kollega.
Ifølge CNBC kommer den nye ordning til at gælde i i hvert fald fem af Google Clouds lokationer i USA, nemlig i Washington, New York City, Seattle, San Franscisco og Sunnyvale.
I en udsendt meddeler peger selskabet på, at besparelserne er nødvendige for at det kan fortsætte med at investere i forretningens vækst.
Indskrænkningen betyder, at en række lejede kontorlokaler vil blive rømmet.
Google Cloud forventer, at medarbejderne selv koordinerer med deres skrivebords-kollega, så de ikke på samme dage har brug for pladsen.
Der vil blive arrangeret møder, hvor de to makkere skal aftale det grundlæggende setup på deres fælles skrivebord.
Her skal de ifølge Google “aftale vilkår med deres skrivebords-partner og teams med henblik på at sikre en positiv oplevelse i det nye, delte miljø,” som det hedder.
CNCB skriver, at Google kalder ordningen for “cloe.” Det står for ‘cloud office evolution.’
Google meddeler, at selskabet har anvendt data til at udarbejde en model, der kan forene fordelen ved tilstedeværelse på kontorerne med den fleksibilitet, som mange ønsker efter corona-pandemien.
Googles moderselskab, Alphabet, meddelte i slutningen af januar, at selskabet er på trapperne med den største fyringsrunde i selskabets historie.