Afskedigelse af titusindvis af medarbejdere kommer til at koste dyrt for de store amerikanske tech-selskaber.
I den seneste tid har Google-ejer Alphabet, Amazon, Facebook/Meta og Microsoft varslet markante reduceringer af deres medarbejderstabe, som tilsammen skal beskæres med omkring 50.000 stillinger.
De store fyringsrunder kommer ifølge Financial Times til at koste de fire selskaber godt 10 milliarder dollar i engangs-omkostninger. Det svarer til omkring 70 milliarder kroner.
Pengene kommer til at gå til blandt andet fratrædelsesgodtgørelser, omstruktureringer samt opsigelse af lejemål og lignende.
Ifølge avisen har markedet tager særdeles godt imod de fire selskabers planer om at fyre tusindvis af medarbejdere.
Det understreges af, at de fire selskabers markedsværdi tilsammen er vokset med hele 800 milliarder dollar, siden de meddelte, at de ville beskære deres medarbejderstaber.
Eksempelvis er Metas markedsværdi blevet næsten fordoblet, siden fyringerne blev offentligjort i november.
Til avisen siger analytiker i WedBush, Dan Ives, at ‘big tech’ har brændt penge af i de seneste fire-fem år som var de ‘rock-stjerner fra 1980’erne.’
“Men nu virker det som om, at der pludselig er en voksen tilstede,” siger han.
Apple er lige nu det eneste af de store amerikanske selskaber, som ikke har varslet fyrings/reduktions-runde.
I alt har den amerikanske tech-sektor i de seneste måneder elimineret mere end en kvart million stillinger.