De fleste betragter instinktivt populisme som en disciplin, der primært udøves af politikere til højre for midten og omfatter indædt modstand mod statslig kontrol, globalisering, indvandring og fritgående ulve.
Det er det også. Men ud af de cirka 20 procent af de danske vælgere, der bekender sig til det, lektor emeritus Johannes Andersen betegner som populistiske synspunkter, holder halvdelen faktisk til på venstrefløjen.
Det er blandt budskaberne i hans nye bog ”Langt ude – populistiske medborgere i Danmark”, der tager temperaturen på den ganske store del af vælgerne, der ikke føler sig hørt og repræsenteret politisk.
Fælles for den gruppe er, at de med forfatterens ord ”oplever, at de er afskåret eller marginaliseret fra demokratiet og de politiske processer.”
Disse vælgere er – på tværs af partiskel – desuden karakteriseret ved, at de i vid udstrækning føler at det brede politiske lag ikke i tilstrækkelig grad prioriterer at afhjælpe deres økonomiske kår og klemte nærområder.
Blandt andet ser man også derfor en forholdsmæssig overrepræsentation af vælgere med populistiske synspunkter i lavindkomstgrupper i mindre provinsbyer og landdistrikter.
Kort sagt de steder, hvor busserne går stadig sjældnere og hvor skoler, skadestuer og ærbutikker drejer nøglen om.
Fælles for disse vælgere er også, fremhæver Johannes Andersen, at de opfatter sig selv som værende i et slags modsætningsforhold til en politisk og økonomisk elite (selv om de ikke altid er helt enige om, hvem den elite egentlig er).
Både til venstre og højre er man ganske vist enige om, at udkantsområder bliver glemt, at alt var bedre i gamle dage og at det måske ikke ville være helt skidt med en stærk politisk leder, der forstår folkets vilje og sætter tingene på plads.
Men der er selvsagt også ganske store forskelle.
Venstrepopulister har bl.a. det til fælles, at de desuden mener at politikerne slet ikke prioriterer velfærd, klima og miljø i tilstrækkelig grad. Mens højrepopulister omvendt har tendens til at abonnere på synspunktet om, at staten blander sig for meget og er for flinke ved indvandrere og flygtninge.
Johannes Andersens bog er med sine godt 100 sider en forbilledligt kort og koncentreret sammenfatning af, hvad populisme er for en størrelse. Og den giver en fin forståelse af, hvad det ofte misforståede begreb ”populisme” egentlig dækker over.
Forfatteren giver ikke en patentløsning på udfordringen med, at så mange vælgere føler sig sat udenfor døren i den politiske proces.
Men han konstaterer blandt andet, at en vej frem kan være at erkende afmagten som en betydelig faktor. Samt at man med fordel kan bruge flere kræfter på at forsvare og udbygge den demokratiske proces, så flere føler sig hørt.
Hvilket nok også er en mere frugtbar vej end den latterliggørelse, de marginaliserede vælgere ofte mødes med – og som blot graver grøfterne endnu større og styrker følelsen af at være glemt og til overs.
Titel: Langt ude – populistiske medborgere i Danmark
Forfatter: Johannes Andersen