Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Man kan næsten få helt ondt af Microsoft, hvis ikke man havde en fornemmelse af, hvor meget de ellers har grinet hele vejen ned til banken med alle deres andre succeser inden for blandt andet cloud.
Windows Zune Player, Windows og Lumia Phone, Windows Cortana, Surface og meget meget mere.
Der findes vel næppe et selskab, der har prøvet flere forskellige retninger inden for den teknologiske verden, og konstant er løbet panden mod den hårde, utilgivelige forbrugerelektroniske mur.
Den teknologiske udvikling er en umulig sag at holde styr på. Som en rodløs teenager skifter den konstant retning og fokus.
Den ene dag er det hotteste stemmestyring, dagen efter vil udviklingen kun grave sig ned i metaverset og lige for tiden er det så kunstig intelligens. Det er svært at holde styr på.
Microsoft vil det hele
Og når man er Microsoft, vil man egentlig gerne det hele.
Det problem med at have mel i munden og blæse på samme tidspunkt har aldrig været et ordsprog, Microsoft helt har forstået
De så skriften på væggen med Apples iPod og lancerede kort tid efter den komplette fiasko i form af Zune. Resten er historie.
Så kiggede de på efterfølgeren til iPod, nemlig iPhone og tænkte: Det er lige os. Vi har gjort det før, vi kan sagtens gøre det igen med en fed smartphone med et unikt styresystem.
Resten er historie.
Microsoft kigger misundeligt på de seje i klassen
Derefter kiggede de noget slagent og meget misundeligt på de seje i klassen, der nu var helt i svime over, hvor fede de selv syntes de var med stemmestyring.
Og nej hvor de kunne, Apple, Amazon og Google.
Så Microsoft spankulerede stolt ind med deres Cortana. Men ingen kiggede på dem, de blev mere eller mindre ignoreret. Resten er historie.
Og de historier fortsætter i det næsten tåkrummende uendelige.
Indtil nu havde du sikkert også helt glemt deres feberøvelse med at slå Google af pinden med Bing. Lanceret tilbage i 2016 og i dag brugt mest som et tilfælde af boomere på Windows-computere.
Men kunne det være på vej til at ændre sig? For Microsoft har sjældent holdt sig tilbage med at bruge løs af lommepengene, når der var noget de gerne ville have.
Denne gang har de brugt pengene på en bid af AI-kagen. Senest har de kastet godt 10 milliarder dollar i deres fortsatte investering af talk-of-town, ChatGPT. ’If you can’t join them, buy them”.
Og det er ikke utænkeligt, at det netop er lige præcis dét, der skal til for at slå Google af pinden. En integreret kunstig intelligens i søgemaskinen. Åh, hvis bare nu ikke Google gør det samme…
Og selv om resten endnu ikke er historie, så er det svært at forestille sig, at Microsoft skal komme fri af tidens ulasteligt uklædelige lænker, og have valgt det helt rigtige tøj, sagt de perfekt sjove ting og danset de mest populære moves til den store fest.
Men hvis det sker, så er jeg klar med popcorn og hujen – alle elsker at se det umulige.
David Guldager er ny fast klummeskribent på Computerworlds Tech-sektion. Gå ikke glip af technyheder, tests og David - skriv dig op til technyhedsbrevet der kommer en gang om ugen: