I et nyt jobopslag fra Center for Cybersikkerhed (CFCS) leder den digitale efterretningsenhed efter en ny vicedirektør, der skal være en del af centerets øverste ledelse.
CFCS nævner kapacitetsudvikling og strategiske product management som vicedirektørens primære ansvarsområder.
Den nye vicedirektør skal både være "ankermand for centerets udviklingsportefølje samt varetage rollen som project executive på centerets største udviklingsprojekter". Desuden skal den rette til stillingen "dække en række tværgående strategiske indsatser, partner- og interessenthåndtering samt håndtering af medier."
Listen af krav til kandidaterne, der søger stillingen er som følger:
- relevant akademisk uddannelse på kandidatniveau eller derover.
- kunde- og forretningsorienteret, analytisk stærk og har erfaring med strategisk product management og strategisk styring af store IT-udviklingsprojekter
- erfaring med agile leverancemodeller og ledelsesform, agil transformation og strategieksekvering ved brug af OKRs.
- skal kunne kommunikere om komplekse tekniske emner på en klar og letforståelig måde.
- erfaring med ledelse i praksis og formår at motivere kollegerne gennem dialog og anerkendende ledelsesstil.
- erfaring med at skabe samspil på tværs af forskellige faggrupper.
- stor fordel med stærke samarbejdsevner og flair for at etablere og vedligeholde netværk både nationalt og internationalt
- fordel med godt kendskab til cybersikkerhedsområdet.
- fordel med erfaring med arbejde i efterretningskredsløbet, eksempelvis fra en efterretnings- eller sikkerhedstjeneste.
Centerets løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten, oplyser CFCS.
Ansættelsesområdet er Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner, og den fysiske adresse for den nye vicedirektørs virke bliver hos FE, Holsteinsgade 63, 2100 København Ø.
Som motivation for jobbet, skriver CFCS, er Forsvarets Efterretningstjeneste Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og arbejder – hemmeligt og åbent – for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden.
"Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at udnytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt."