Artikel top billede

(Foto: Lars Jacobsen)

Nørgaard: Ikke alene er vi ved at have gude-lignende evner, men vi skal virkeligt vænne os til, at vi ikke behøver lave en skid

Klumme: Jeg opfordrer hermed alle arkitekter og konsulenter til at få skrevet "AI blot til lyst" på deres CV. Gør det her i weekenden. Gør det over et godt glas. Gør det for Danmark.

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.

Det er Fredag, som Robinson Crusoe sagde til sin AI derude på øen. Det skal fejres.

Jeg skrev "learn" og cut/pastede derefter min klumme fra sidste fredag ind, og så skrev den: "It appears you have a strong opinion about the ethical considerations of eating plants and the treatment of plants in general. You also mentioned the importance of prioritizing issues related to cyber security, energy and the environment. You have also recommended joining two Facebook groups, "Planternes Beskyttelse" and "Planternes Befrielsesfront," which advocate for the protection and liberation of plants, respectively."

Og det er jo ikke helt forkert. Jeg bad den så give mig et nemt spørgsmål jeg kunne stille til mine læsere:

"Hvad er den mest almindelige måde at beskytte en computer mod virus på?", svarede den.

Så mit første spørgsmål til jer, gode læsere, er dette:

Hvilken biks, eller rettere: Hvilke(n) person(er) i Danmark (eller udenfor) kan 1) give god rådgivning om anvendelsen af AI'ere, 2) kender markedet, alternativerne og rettigheder, 3) har sat sig bare lidt ind i privacy/cloud/governance og 4) kan kode, når det er påkrævet?

Dem vil jeg gerne i kontakt med eller bare kende til, for mine sædvanligvis kloge kilder kender dem ikke. Skriv gerne på mogensxy@gmail.com, hvis du/I enten kan noget af det eller kender nogen, der kan.

En bekendt, der virkeligt læser noget mærkeligt på universitetet, lavede forleden "lige, sådan, bare" 800+ linier XML-kode på et minuts tid, som han plejer at bruge to-tre timer på, ved at bede ChatGPT om at gøre det.

Sjældent har jeg været SÅ fristet til at gå ud og lave en ny biks igen-igen, som nu. Men min hustru siger, yderst fornuftigt, NEJ. Ikke "NEJ", som i "Måske", men som i "NEJ, NEJ, NEJ".

Man kunne jo ellers rejse rundt som en anden skærsliber og lave alt fra makroer til nye systemer, oplære et par kvikke, lokale hoveder og så drage fløjtende videre.

(LevAfLys)

LevAfLysBegin:

Jeg må i øvrigt lige gøre historien om manden fra Risskov, der kan hjælpe folk til at leve af lys, som jeg omtalte i min sidste klumme, færdig.

Der var nemlig en lokal gut, der tilfældigvis ejede en grillbar, der ikke var helt tilfreds med en artikel i den lokale avis om http://levaflys.dk, så han gik, formentlig for første og eneste gang i sit liv, til pressen og fortalte, at gutten ofte var nede om aftenen og spise sig mæt, fordi han var "vild af sult"

Det fik DR Kontanten til at lave et indslag om det hele. Det fik lys-manden til at klage til Pressenævnet, og dét har gjort, at jeg i dag kan tilbyde jer et komplet interview med lys-manden, der hist og pist har sine lyse punkter (interviewet, altså), f.eks. da de spørger til "et lem i panden".

Godt nok er manden tidligere soldat, og godt nok går natkigge-udstyr nogle gange under øgenavnet "pik-i-panden" i Forsvaret, men alligevel...

Anyway, her er det: Misvisende sammenklipning | Pressenævnet (pressenaevnet.dk)

LevAfLysEnd;

Hvem gider arbejde?

Og så til ugens hovedemne: Manglen på arbejdskraft. Der mangler 18.000 SOSU'er, 3.000 sygeplejersker, 6-7.000 IT-folk, tonsvis af chauffører og lærere, millionvis af håndværkere og en orn'lig stak fængselsbetjente, politifolk og soldater til at passe på os.

Det ER måske ikke så sært, at disse kategorier mangler folk. Vi satser jo benhårdt, via verdens største og mest grandiøse subsidieordning kaldet SU, på at uddanne alle til akademikere.

Og den massive statsstøtte og nudging virker. Alle vil gå på universitetet, og alle består i øvrigt deres eksamen og får deres grad. Ingen dumper, hvilket er MEGET inkluderende. Måske med undtagelse af HK'erne, der afløses alle vegne af akademikere. Men ellers.

Det kan også være svært at automatisere eller outsource SOSU-, håndværker- og soldater-arbejde, så enten skal vi tvinge folk til at uddanne sig til ikke-akademikere via en motherfucker-kæmpe-gigantisk SU, komplet med personlig wellness-coach og gratis bolig og transport (måske en privatchauffør?) hvor som helst i landet, eller vi skal lave en fremmedlegion, dvs. importere billige og villige folk fra andre lande.

Og så ved vi jo godt, hvad de ellers så kloge danskere siger... Og Lizette fra LO, eller hvad det nu hedder i denne uge, forlanger endnu en folkeafstemning. Puha, det gider vi jo heller ikke.

Som Eva Schmidt så rigtigt påpegede i en fantastisk artikel i Berlingske, så virker det ikke mere at give folk flere penge mellem hænderne - de vil hellere have mere fritid, så topskattelettelser virker ikke på samme måde, som dengang jeg ikke engang havde været gift mere en én gang.

Absurd velstand

Måske skal vi bare acceptere, at vi nu lever i så absurd velstand - uber-velstand - at Linus Torvalds' bog "Kun For Sjov" bliver endnu mere aktuel.

Han mente, at alting gennemgår tre faser: Først gør vi det for at overleve, så for at skabe noget socialt halløj og til sidst bare for sjov. Og der er ingen fjerde fase.

De - få! - rige mennesker jeg stødte på under opvæksten i Albertslum levede jo i sus og dus dengang, og det gør de sikkert også i dag, men deres levestandard dengang var jo for intet at regne mod den levestandard helt almindelige mennesker har i dag.

Det går alt i alt fremad for projekt VVV (Velstand, Velfærd & Velædighed.

Yuval Noah Harari var inde på noget lignende for en del år siden i bogen "Homo Deus".

Ikke alene er vi ved at have gude-lignende evner, men vi skal virkeligt vænne os til, at vi ikke behøver lave en skid, udover det vi har lyst til.

Og det er jo rigtigt nok for dem, der lever af deres hjerner. Men robotter og AI'er kommer ikke til at løfte patienter eller køre Leoparder lige med det samme. Så hvad gør vi?

Pelle fra Enhedslisten var fortrøstningsfuld forleden, da Zetland spurgte ind til dette dilemma. Han forudså, med glad stemmeføring, at en masse små, private bikse nok snart ville gå konkurs, post-pandemic, og så kunne de jo bare omskoles til SOSU'er og den slags.

Voila! Hermed videregivet til Jonathan Spang.

Kan vi selv lave dem?

Men indenfor IT kunne vi måske i stor udstrækning "lave de kollegaer, vi mangler" ved hjælp af AI'er og lidt smart tænkning.

Hvis man vil have en kode-sekretær, der kan hjælpe en ny udvikler fra Netcompany til at forstå og fikse noget 10 år gammel kode, eller man vil have et par ekstra "studentermedhjælpere" til at skrive XML-kode i nogle måneder, så kan man reelt dét nu.

Vi kunne også kollektivt satse på at halvere antallet af IT-arkitekter ved hjælp af AI'er for at få frigjort noget kreativitet, der kan bruges til at styre AI'er.

Vi husker, hvordan alle udviklere gjorde grin med DevOps, men pludselig alligevel havde det stående på LinkedIn? Hvordan alle gjorde grin med Big Data, men pludselig ikke bare var databaseadministratorer mere?

Jeg opfordrer hermed alle arkitekter og konsulenter til at få skrevet "AI blot til lyst" på deres CV. Gør det her i weekenden. Gør det over et godt glas. Gør det for Danmark.

Og skriv noget sjovt og/eller klogt til mig om AI'erne på mogensxy@gmail.com.

PS: Anders Kjærulff, John Foley og jeg har nu lavet tre ud af seks TV-udsendelser om cybersikkerhed i Danmark.

To ting står klart: For det første er det mere korrekt at tale om cyberusikkerhed. For det andet har Finansministeriet udelukkende gjort Digitaliseringsstyrelsen til et ministerium for at slippe for bøvlet med MitID og andet. Nu kan man endelig fyre en "ansvarlig minister" og komme videre fremfor at skulle gøre noget.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.