Rejsekort og Rejseplan oplyste i 2022, at selskabet ville gå i luften med en landsdækkende billetteringsløsning i første kvartal af 2023.
Nu har løsningen fået et navn - den præcise lanceringsdato er dog endnu uvis.
Den nye billetteringsløsning, der kommer som app, og kommer til at hedde RejseBillet, skal bruges til zonebilletter og pendlerkort i hele landet.
"Med RejseBillet kan rejsende med kollektiv transport i Danmark købe enkeltbilletter på tværs af takstområder, transportmidler og regioner. Derudover kan man bruge RejseBillet til sine pendlerprodukter," lyder det.
Selskabet skriver, at den landsdækkende billet-app vil være klar til foråret. Det er dog ikke specificeret mere præcist.
Kasper A. Schmidt, der er administrerende direktør hos Rejsekort & Rejseplan, har tidligere sagt til Computerworld, at løsningen skulle stå klar i første kvartal af 2023.
I en udsendt meddelelse kalder den administrerende direktør RejseBillet-løsningen for det første skridt mod digitaliseringen af rejsekortet.
"RejseBillet bliver den første app i Danmark, som tilbyder landsdækkende enkeltbilletter og periodekort. Det er første skridt på rejsen mod digitalisering af Rejsekort, og
vi ser frem til, at vi kan tilbyde endnu et produkt, som de rejsende med kollektiv transport i Danmark kan få glæde af i deres hverdag," lyder det fra Kasper A. Schmidt.
Pre paid-løsning
Kasper A. Schmidt har tidligere sagt til Computerworld, at den nye app bliver en såkaldt pre paid-billet, hvor man betaler for sin billet i app'en med det samme, når man bestiller sin rejse.
Det er modsat af rejsekortet, der er en såkaldt pay as you go-løsning, hvor man først afregner i slutningen af sin rejse.
"Det er en løsning, hvor man går ind og taster ind, hvor man skal hen og hvorfra, vælger den rute, man gerne vil – og så har man tilknyttet sit kreditkort eller sin mobilepay, som man betaler med. Det skal være en app, hvor man køber billetter i hele landet. Vi vil gerne lave en løsning, hvor man kan finde en rejse frem i app’en og købe billetter, ligegyldigt hvor i landet man er," har den administrerende direktør tidligere sagt.