De fleste opfatter det som en meget konkret anerkendelse af evner og personlighed at blive tildelt lederansvar.
Men den nyerhvervede cheftitel kan også være en blandet fornøjelse med talrige faldgruber.
For hvordan håndterer man i praksis at være kollega den ene dag og chef den næste? Hvilke forventninger har overordnede og ansatte – og kan man stadig være venner (eller uvenner!) med sine tidligere kolleger?
Hvordan forvalter man bedst den magt, der ligger i lederrollen, herunder til at hyre og fyre? Hvordan håndterer man stress, hjemmearbejde, åbenlyse eller underliggende konflikter og uddelegering af ansvar – og hvordan lærer man bedst at sige ”Nej”?
Det er lige præcis spørgsmål som disse, den helt nye og anden udgave af ”Den nye leder – en håndbog” tager under behandling. Bogen er direkte målrettet personer, der (som titlen antyder) skal finde sig til rette som nye ledere og gerne vil have gode og konkrete råd med på vejen.
Hvilket kan være ganske nyttigt i en situation, hvor topledelsen måske ikke har tid til at vise én til rette. Samt hvor man i sagens natur ikke altid kan søge råd hos sine forhenværende kolleger.
Derfor kan der være behov for at bygge et nyt netværk op med andre ledere og måske også for at få sig en mentor. Hvilket bogen også behandler.
Bogen er skrevet af Anne-Marie Thalund og Lis Vibeke Kristensen, der begge har lang erfaring med bl.a. organisations- og ledelsesudvikling.
Bogen er en opdateret udgave af første udgave fra 2016 og rummer bl.a. ekstra materiale, der er særligt relevant på bagkant af pandemien og den øgede accept af hjemmearbejde.
Titel: Den nye leder (2. udgave) / Forfattere: Lis Vibeke Kristensen og Anne-Marie Thalund