Nyhedsbrevs-giganten Mailchimp er blevet ramt af et hackerangreb, og flere af kundernes data har været udsat i forbindelse med angrebet.
Det skriver det Intuit-ejede selskab i en blog på selskabets hjemmeside, rapporterer TechCrunch.
Det er anden gang på blot seks måneder, at Mailchimp bliver ramt af et hackerangreb.
Angrebet er næsten identisk med det seneste angreb
Selvom angrebet er slemt, så er det endnu værre, at det seneste angreb lader til næsten at være fuldkommen identisk med det seneste angreb i august 2022.
I blog-indlægget på virksomhedens hjemmeside lyder det, at selskabets sikkerhedsteam 11. januar 2023 opdagede, at en hacker havde tiltvunget sig adgang til interne værktøjer, Mailchimps kundesupport og kontoadministration benytter sig af.
Det fremgår ikke af blog-indlægget, hvor længe denne ubudne gæst har haft adgang til Mailchimps systemer.
Selskabet oplyser, at måden hvorpå hackeren har fået adgang til deres systemer er ved et såkaldt social engineering-angreb, hvor en ansat bliver snydt til at udlevere sin adgangskode eller lignende over mail, telefon eller besked.
Herefter har hackeren benyttet disse adgangskoder til at få adgang til 133 Mailchimp-konti, som selskabet har kontaktet.
I august 2022 blev 214 Mailchimp-konti kompromitteret ved et nærmest identisk hackerangreb.
Dengang var det primært crypto- og finanssektor konti, der var hackernes mål.
Også cloud-giganten DigitalOcean var blandt de ramte kunder i august 2022 og sendte skarp kritik i Mailchimps retning efter angrebet.
Stor e-handelsplatform blandt de ramte konti
En af de 133 Mailchimp-konti, hackeren har fået adgang til, er e-handelsgiganten WooCommerce.
WooCommerce oplyser til TechCrunch, at Mailchimp kontaktede virksomheden dagen efter angrebet, hvor hackeren muligvis har haft adgang til WooCommerces kundedata, der blandt andet omfatter navne og e-mails. Dog oplyses det, at kundernes adgangskoder og andre følsomme data ikke er blevet taget.
WooCommerce har mere end fem millioner kunder.