Den kinesiske stat sigter efter at sikre sig de såkaldte ‘gyldne aktier’ i dele af to af verdens største it-selskaber, nemlig de kinesiske giganter Alibaba og Tencent.
*Gyldne aktier’ er udtryk for en regel, som Kina indførte for mere end fem år siden, som sikrer den kinesiske stat meget stor indflydelse med en meget lille ejerandel i kinesiske selskaber.
Det drejer sig typisk om blot en enkelt procent af aktierne, som købes af stats-støttede investeringsfonde eller virksomheder.
Den lille ejerandel sikrer dem imidlertid plads i virksomhedernes bestyrelse, hvor de desuden på grund af de ‘gyldne aktier’ ofte får veto-ret, når det gælder forskellige forretnings-mæssige beslutninger.
Ifølge Financial Times har en statslig investeringsfond stiftet af det statslige Cyberspace Administration of China netop overtaget en procent af aktierne i Alibaba-selskabet Guangzhou Lujiao Information Technology, der står bag streaming-tjenesten Youku og webbrowseren UCWeb.
Ifølge avisen er modellen med de gyldne aktier blevet indført istedet for en model med bøder og sanktioner, som Kina tidligere har anvendt til at kontrollere de hurtigt-voksende kinesiske it-selskaber.
Den hårde model har imidlertid været med til at afskrække ikke mindst udenlandske investorer.
Her er modellen med de gyldne aktier mindre aggressiv - men ikke mindre effektiv. Kina kalder selv de gyldne aktier for ‘special management-aktier.’
Kina anvender blandt andet modellen hos TikTok-ejer ByteDance og ‘Kinas Twitter,’ Weibo.
Ifølge Financial Times er planen for at overtage dele af Tencent fortsat under udarbejdelse.
Det regnes dog for sikkert, at den kommer til at involvere overtagelse af en del af Tencenst store selskaber i Kina.