For mange mange år siden præsenterede Microsoft Windows 8. Det skete på scenen til den store Build-konference i Los Angeles.
Året var 2011. Steve Ballmer var CEO. Jeg sad i salen til konferencen. Og Microsoft var, for nu at sige det pænt, temmelig rundforvirret.
Året før havde Apple lanceret deres banebrydende iPad, en touch-baseret computer, der faktisk virkede, og talrige indflydelsesrige eksperter havde derfor endnu engang erklæret pc'en for død.
I dag lever den klassiske pc i bedste velgående, godt løftet af et par år med corona og øget hjemmearbejde. Men i 2010 og 2011 så fremtiden ud til at være rent mobil - og ikke den kombination mellem telefon og computere, som vi ser i dag.
Født som en reaktion på iPad
Derfor blev Windows 8 født som en Microsoft-reaktion på de storsælgende iPads og i en tid, hvor mange troede, at mus og tastatur helt ville blive erstattet af touch-skærme - og hvor bærbare computere sjældent kunne levere mere end tre-fire timers batterilevetid.
Problemet var, at Microsoft ikke havde et mobilt svar.
De havde godt nok ejet PDA-segmentet sammen med Intel, men smed det hele væk i overgangen i satsningen på smartphones.
Et område som software-giganten heller ikke kunne finde ud af og som døde i endeløse interne omorganiseringer.
Windows 8 blev derfor født i en slags kombineret panik- og angstanfald, som skulle holde pc'en relevant midt i den mobile revolution.
Men historien viser, at det skulle Microsoft ikke have gjort.
Fint styresystem, mystisk brugerflade
Selve styresystemet var der ikke meget at udsætte på og det indeholdt en række forbedringer til forgængeren Windows 7.
Det samme kan man ikke sige om Metro-brugerfladen og det dobbelte interface, som Microsoft introducerede med Windows 8.
I teorien var det ellers smart nok. For havde du ikke mus og tastatur med, skiftede din Windows-maskine til et iPad-lignende touch-interface – og hjemme på kontoret kunne du så skifte tilbage igen.
I teorien.
I virkeligheden var det overhovedet ikke gennemarbejdet.
Så interfacet skiftede, hvis du satte et hukommelseskort i maskinen.
Eller hvis du ville ændre en indstilling. Og startede du Microsofts egen browser, ændrede hele designet sig alt efter, hvad maskinen opfattede sig selv som - uden brugeren helt forstod det.
Ingen glade brugere
Microsoft insisterede, men brugerne blev aldrig rigtigt glade.
For problemet var, at Microsoft overvurderede pc-døden og ved lanceringen i 2012 satsede på en forkert løsning – og blev ramt af dårlig timing.
Det er der tre grunde til:
- Tablets var - og er - en kæmpe succes. Men slog ikke igennem i erhvervslivet i samme omfang som de første vilde iPad-år antydede. Men for at matche den første succes kom Windows 8's mystiske hybridløsning og ændrede på kendte Windows-programmer. Det forvirrede brugerne, som ikke så logikken.
- Intel-processorerne tog på samme tid et kæmpe spring med ultrabooks - og du kan i dag købe en bærbar som vejer lidt over et kilo og alligevel kører syv-ni timer på en opladning. Så Microsofts satsning på Windows 8 (og håbløse ARM-processorer med Windows RT) var kun til besvær.
- App-storen, som Windows 8 satsede stort på, blev ikke omfavnet af udviklerne og selv populære programmer som Dropbox, Spotify og Facebook var nogle gange årevis undervejs. Samtidige skiftede mange løsninger til browser-baserede – og dermed ikke til Microsofts Metro-tile-system.
I øvrigt helt uden at skamme sig - for da produktfolkene satte sig ned to til tre år før lanceringen, må Apples succes med den første iPad, som blev annonceret i januar 2010 og udkom i april samme år, have haft samme effekt som et koldt styrtebad.
Det var bare det, at løsningen, som Microsofts produktfolk kom op med, ramte ved siden af skiven. Og meget sigende lignede efterfølgeren Windows 10 den mere klassiske Windows 7.
I dag slutter supporten så for Windows 8.1, der en af de sidste store fejlsatsninger fra før cloud blev Microsofts store pengemaskine.
Du kan fortsat bruge Windows 8, men det er nok ikke en god ide, da der ikke længere kommer opdatinger til systemet.