Bruger du pc, er det med stor sandsynlighed enten Windows 10 eller Windows 11, som du benytter.
Din tid foran skærmen kan dog gøres kortere og mere produktiv, hvis du udbygger dit system med nogle af de hjælpeapps, som findes til Windows.
Det gør de ved at forbedre nogle af styresystemernes egne værktøjer eller ved at tilbyde helt ny funktionalitet, der kan hjælpe i din Windows-hverdag. Og så er de enten helt gratis eller tilgængelige i en gratis version.
Vi har samlet nogle af de snedigste og mest anvendelige tilføjelser, som vi mener, at du bør prøve af.
CCleaner
Din gøren og laden på nettet og på pc’en sætter sig spor i din maskine, da filer, cookies, historik og andet lagres og ikke altid fjernes hensigtsmæssigt.
Her er klassikeren CCleaner et uvurderligt værktøj til at fjerne de filer og andet overflødigt, der har akkumuleret sig over tid og som ikke er nødvendige for din pc’s drift.
Det gælder for eksempel også system-applikationer såsom Cortana, som langt fra alle bruger.
Det kan derfor potentielt frigøre masser af plads ved at køre en omgang CCleaner i ny og næ.
DiskGenius
DiskGenius er et værktøj, der giver dig mulighed for at skabe et bedre overblik over dine diske og dit ssd-lager ved let at kunne dele dem op i eksempelvis en systemdisk og nogle yderlige diske til programmer eller spil.
Derefter er der frit slag til at oprette, kopiere, slette, flette og justere størrelsen på partitionerne i dit system.
Programmerne kan også være yderst nyttige til at få skabt et billede af dit system eller til at gendanne eller slette partitioner.
Everything
Windows’ søgefunktion er ikke den ultimative ting-finder til dit Windows-system – det er programmet Everything derimod.
Her får du et søgefelt, som giver dig oversigt over alt, hvad din computer rummer, og hvor søgeresultaterne lynhurtigt snævres ind i takt med, at du taster bogstaverne i dit søgeord.
Det hele foregår lynhurtigt, så du hurtigt finder frem til det, som du søger.
Keyfinder
Dette program er en lise, hvis du vil have overført et installeret program, når du skifter fra et system til et nyt eller hvis du bare vil nulstille din maskine.
Her går Keyfinder ind og finder produktnøglerne til programmerne på din maskine og opretter efterfølgende en liste over licens-nøglerne.
Keyfinder understøtter flere end 300 programmer.
Lockhunter
Af og til kan Windows’ Stifinder-program vise dig nogle filer eller mapper, der ser ud til at være låst fast, og som hverken kan slettes, flyttes eller omdøbes.
Dette kan ske med blandt andet dokument-, billed- og videofiler, som fortsat linket op i et program, du tidligere har haft dem åben i og som af en eller anden grund ikke er blevet frigjort af Windows-systemet.
Her er Lockhunter et enkelt værktøj, der kan gå ind og finde den låste fil eller mappe og oplåse dem.
Recuva
Skulle du komme til fortryde, at du har eller er kommet til at slette en fil, er den ikke nødvendigvis tabt for altid.
Dels kan den stadig være at finde inde i Windows-skraldespanden, men selv hvis den er borte derfra, kan der stadig være spor af den på din disk.
Her går programmet Recuva ind og scanner disken for slettede filer og deres indhold for derefter at indeksere dem.
Her får du efterfølgende en oversigt og et estimat over det omfang, hvormed filen kan reddes. Er den grøn, kan filen sandsynligvis reddes.
Sandboxie
Selv om både Windows 10 og 11 vil forsøge at værne dit system fra at afvikle et mistænkeligt program, kan der opstå situtationer, hvor man vil forsøge at afvikle et suspekt program.
For ikke at sætte system-sikkerheden over styr i forsøget, kan programmet Sandboxie være belejligt ved at tilbyde et særligt afgrænset område, en såkaldt ’sandbox’, hvor programmet kan køres uden at true resten af systemet, hvis det skulle vise sig at være malware.
Samtidig giver Sandboxie mulighed for at skabe skrivebordsgenveje til programmer, så det kan tilgås, men altså i sikrede omgivelser.
Seer
Har du stiftet bekendtskab med Apples MacOS, har du sikkert stiftet bekendtskab med ’Quick Look’-funktionen, som lynhurtigt lader dig se indholdet af filer såsom lyd-, video-, zip, pdf- eller tekst-filer.
Her fungerer Seer som en lynhurtig pendant til Windows, som samtidig kan konfigureres til at give dig et hurtigt glimt af, hvad en fil har af indhold, uden at skulle starte et dedikeret program op.
Speccy
Vil du have et hurtigt overblik over, hvad din pc har af hardware og komponenter, er Speccy et oplagt program.
Her kan du få en detaljeret oversigt over præcis det, som dit system byder på af komponenter, helt ned til hvilke porte og slots, de enkelte komponenter benytter.
Wi-fi Password Revealer
Denne app er, som navnet antyder, en hurtig adgang til listen over passwords, som din pc kender til.
Med denne kan du altså hurtigt finde frem til netværk og den tilhørende kode, hvilket kan være en hel del smartere end at skulle finde frem til en eventuel fysisk router, hvis login-oplysningerne skal findes eller deles.