Godmorgen venner.
I dag åbner vi endnu en låge i morgen-briefing-kalenderen, og igen i dag er det Jacob Wittorff, som har taget nyhedshuen på og sidder klar bag tasterne.
Vi lægger ud med nyheden om en tidligere minister, der nu skal sidde i bestyrelsen for en dansk it-virksomhed.
Nick Hækkerup får bestyrelsespost hos Systematic
Den tidligere minister og borgmester i Hillerød Nick Hækkerup (S) indtræder nu i bestyrelsens hos den aarhusianske it-virksomhed Systematic.
Det fremgår af Det Centrale Virksomhedsregister, CVR.
Nick Hækkerup var senest justitsminister i den socialdemokratiske et-parti-regering fra 2019 frem til maj 2022, hvor han gik af som minister og forlod politik for at blive direktør for Bryggeriforeningen.
Derudover har Nick Hækkerup også været sundhedsminister, handels og europaminister samt forsvarsminister, og netop tiden som forsvarsminister kan komme ham til gavn hos Systematic, der blandt andet er leverandør af it-systemer til forsvarsbrug.
Helt konkret sælger den aarhusianske it-virksomheden systemet Sitaware, der bruges til kommunikation og styring af enheder på slagmarken.
Norlys sætter personlig rekord: Leverer fiber til 100.000 adresser på et år
Alene i 2022 har Norlys forsynet 100.000 danske adresser med fiber, og det er ny rekord, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
“En god bredbåndsforbindelse er i dag en forudsætning for at deltage i samfundet både i forhold til muligheden for hjemmearbejde, kommunikation med det offentlige og underholdning. Vores mål er at give så mange danskere som muligt adgang til fiber,” siger Torben Poulsen, direktør i Norlys’ fiberforretning, i en pressemeddelse.
Norlys har nu Danmarks største fibernet, der dækker 820.000 adresser i kongeriget.
I fremtiden kan hjemmesider få energimærker
Du kender sikkert svanemærket, øko-mærket og de energimærker, som sidder på dine hvidevarer.
Men i fremtiden kan der også komme energimærker på dine hjemmesider.
For et nyt forskningsprojekt ved Roskilde Universitet skal undersøge om energimærkning af hjemmeside kan bidrage til at gøre internettet grønnere.
Projektet ledes af lektor Maja Hanne Kirkeby og udføres af en phd-studerende, der yderligere støttes af Hua Lu, professor i Computer Science ved Roskilde Universitet, og professor Kerstin Eder ved Bristol University i Storbritannien.
Derudover gennemføres projektet i samarbejde med det danske webbureau Aveo.
“Vi er et af de bureauer i Danmark, som laver flest hjemmesider, og vi føler, det er naturligt, at vi også kigger ind i, hvordan vi bidrager til den grønne omstilling med de produkter, vi tilbyder,” udtaler Samuel Glaes, partner og topchef for Aveo, ifølge en pressemeddelelse.
Datatilsynet udgiver spil på engelsk
Det danske Datatilsynet vandt tidligere i år en pris for undervisningsspillet Datatilsynet, der skal gøre børn klogere på databeskyttelse.
Det spil er nu blivet udgivet i en engelsk udgave, oplyser Datatilsynet på sin hjemmeside.
Den engelske version af spillet har fået titlen The Data Challenge og henvender sig til børn mellem 10 og 12 år.
Du kan prøve spillet i både den engelske og danske version ved at følge dette link https://datadysten.dk.
I dag for 26 år siden: Apple køber Next
Den 20. december 1996 overraskede Apple det globale tech-miljø ved at købe Next, der var stiftet og ledet af Apples stifter Steve Jobs.
Apple overtog i den forbindelse Nexts styresystem NextStep, der var grundlaget for Apples dengang kommende styresystem OS X.
I forbindelsen med købet fik Steve Jobs en bestyrelsespost hos Apple, men allerede året efter overtager han direktørposten i selskabet, da Gil Amalio bliver fyret.