Aftalen blev sådan set allerede underskrevet i marts.
Men først nu har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen godkendt Ateas opkøb af KMD’s hardware- og standardsoftwareforretning , som hvert år omsætter for et trecifret millionbeløb.
Det oplyser de to selskaber i en pressemeddelelse.
Ateas administrerende direktør Kathrine Forsberg glæder sig over, at købet nu er afsluttet.
”Aftalen har været længe undervejs, så det er rigtig dejligt, at vi nu kan sætte et punktum for overtagelsen af KMD’s hardware- og standardsoftwareforretning. Vi er mere end klar til at tage imod vores nye kollegaer og ikke mindst de kunder, som flytter med aftalen. Jeg er sikker på, at kunderne vil opleve mere værdi af samarbejdet, da vi også kan supplere med blandt andet vores konsulent- og managed services-forretning,” oplyser hun i en pressemeddelelse.
Klassisk forhandler-forretning
KMD-forretningen som Atea nu overtager er en klassisk forhandler-forretning, som blandt andet beskæftiger sig med at sælge hardware som pc’er, servere, netværksudstyr og meget andet, mens det på softwaresiden drejer sig om eksempelvis kontorsoftware og sikkerhedsløsninger.
I forbindelse med aftalen overtager Atea også 17 medarbejdere, og hos KMD glæder vicedirektør Torben Mols sig over, at de ansætter nu er sikret en ny arbejdsgiver.
“Vi er glade for, at vi kan lukke handlen med Atea. Aftalen er en fordel for vores kunder, for KMD og ikke mindst for de medarbejdere, der nu får ny arbejdsgiver,” siger han ifølge pressemeddelelsen.
Frasalget er en del af KMDs strategi om i højere grad fokusere på egenudviklet software fremfor standard-software.
“I KMD vil vi fremover gerne koncentrere os om den software, vi selv udvikler samt omkringliggende it-services. Det er her, vi gerne vil vokse i både Danmark og i udlandet. Vi ønsker god vind til Atea med forretningsområdet og alle de dygtige medarbejdere og gode kunder, der følger med,” lyder det desuden fra Torben Mols.